Telefonen
eller den elektriske Taletraad

12 A. Andresen: Højde og bog være højst forskjellige. Det er jo saaledes bekjendt nok, at na ar en Person s. Ex. blæser en be- stemt Tone paa en Flojte, medens en anden stryger den samme Tone paa en Violin, og en tredje synger den, saa vil man, selv om disse Toner ere nøjagtig en s baade i Hsjde og Styrke, dog opfatte dem som tre sorskjellige Toner og med tilbundne Djne strax kunne sige, om den Tone, man horer, frembringes paa Fløjten, paa Violi- nen, eller om den synges. Man siger om disse Toner, at de have forstjellig Klangfarve. Grunden til denne Forftjellighed er det forst lykkedes den senere Tids Naturforflere at paavise, og, da dette Forhold er af særlig Betydning for det foreliggende Wmne, for saa vidt som det tillige giver os et Indblik i Ejendommelig- hederne ved den menneskelige Talestemme, ville vi dvæle lidt nærmere derved. Den Tone, som vi synge eller frembringe ved et eller andet Instrument, er nemlig, nærmere beset, ikke nogen enkelt Tone, men en Samling as flere, eller rettere: det er een Hoved to ne, ledsaget af flere saa kald te Overtoner, der dog alle, hvad Antal af Svingninger angaar, staa i et eget Slægtflabsforhold til Hovedtonen, idet dennes Svingningsantal gaar et helt Antal Gange op i Overtonernes. Bortset fra denne sidste Ejendom- melighed, er det i Grunden noget tilsvarende, man bliver vaer, naar man betragter Bolgerne paa Havet, idet man paa Overfladen af de store, langstrakte Hovedbolger oste, ja næsten altid vil sinde mindre Bolgekrusninger, der hidrøre fra øjeblikkelige Vindpust, Skvulpninger, Op- stuvninger paa Grund af aftagende Dybde eller andre stedlige Forstyrrelser. Tonens ejendommelige Klangfarve hidrorer nu fra, om den er ledsaget af flere eller færre af disse Lydkrusninger eller Overtoner. Fløjtens Tone er næsten helt befriet for dem, hvorimod Violinens og