Garveriet
En Haandbog For Garvere

io8 Forhindringer, thi den Evne, med Held at kunne tumle med nye Vanskeligheder, udgjør en af de væsenligste For- dele, som den virkelige videnskabelige Viden har overfor den blot og bar empiriske. En Del læsket Kalk er opløselig i 778 Dele Vand ved 15° C. (120 R). I Modsætning til de fleste andre Stoffer aftager dens Opløselighed ved højere Temperatur, idet den f. Ex. behøver 972 Dele Vand ved 540 C. (430 R.) og 1270 Dele ved IOO° C. (8o° R) Dens Indvirkning paa de dyriske Væv forøges imidlertid i høj Grad ved stigende Temperatur, skjøndt naturligvis Kalkens aftagende Opløselighed holder den noget i Schak. Efter Daltons Bestemmelsei skulde rent Kalkvand ved 150 C. indeholde 1,235 Gram Kalkan- hydrid (CaO) i en Liter og udkræve 459 Kubikcentimeter af V10 normal Syre for at neutraliseres, men ifølge Forsøg, udført af Procter, synes disse Tal at være lidt for høje. Han fandt, at en Liter mættet Kalkvand ved 150 C., til- beredt af Kalk, som var brændt af en ren Kalksten, ud- krævede 433 Kubikcentimeter Syre for at neutraliseres, hvilket svarer til 1,211 Gram CaO pr. Liter, og dette Kalkvand gav, opbevaret med Overskud af Kalk, næsten samme Re- sultat mange Maaneder igjennem. En magnesiaholdig Kalksten (»Dolomit«), som han samtidig undersøgte, ud- krævede 472 Kubctm. Vio normal Syte for at mættes, hvorved han fik Bekræftelse paa en velbekjendt Sandhed, nemlig at saadan Kalk er stærkere end Kalk, der er brændt af ren Kalksten. Denne forøgede Styrke maa hidrøre fra Tilstedeværelsen af en eller anden opløselig Base foruden Kalken, og det kan kun være Magnesiaen, der dog er meget tungt opløselig i Vand. Dolomit indeholdet en meget stor Mængde Magnesia, og Kalk, som er brændt deraf, vil derfor ikke række saa langt til som Kalk af en ren Kalksten ; men da man i Almindelighed kaster en stor Del af Kalken bort ubrugt, har dette rnaaske ikke saa megen praktisk Betydning. (Angaaende den kemiske Un- dersøgelse af Kalk, sé Pag. 66). Kalkens Virkning paa Huden er allerede tildels blevet omtalt. Den er hovedsagelig en opløsende Virkning. De haarde Celler i Epidermis svulme op og blødgjøres, rete malpighi og Haarskederne løsnes og opløses, saa at begge Dele gaa mere eller mindre fuldstændig af tilligemed Haa- rene (og udgjøre den saakaldte »Grund«, paa tysk »Gneist« eller »Grund«). Haaret selv forandres kun meget lidt med