Garveriet
En Haandbog For Garvere

•'t t—< 2det Kapitel. Garvematerialierne. Det er næppe sandsynligt, at alle de i det følgende omtalte Garvematerialer er kjendte af danske Garvere. I Danmark bruges jo i Garverierne kun et meget indskrænket Antal, og blandt disse er atter Egebarken i saa høj Grad fremherskende, at intet af de andre har nogen Betydning, der blot tilnærmelsesvis kan sammenlignes dermed. Ved Siden af Egebarken benyttes i enkelte Garverier nogle Ex- trakter, særlig Egetræ-, Granbark-, Hemlock- og Quebracho- extrakt, desuden Valonea, Gambier og enkelte andre, medens hele den øvrige Masse saa godt som slet ikke anvendes, og selv et Materiale som Granbarken, som de danske Gar- vere vilde have forholdsvis let ved at skaffe sig, eftersom der findes ikke ubetydelige Mængder deraf indenfor deres eget Land, bliver endnu saa at sige aldeles ikke paaagtet. Den Betydning, de Stoffer, som vi i det følgende skulle gaa over til at beskrive enkeltvis, have i Garverierne, er, som enhver véd, meget stor, idet det er ved Hjælp af dem, at man omdanner den paa passende Maade forberedte Hud til Læder, idet visse i Garvematerialerne indeholdte Stoffer, de saakaldte Garvestoffer, under Garveprocessen indgaa en kemisk Forbindelse med Hudfibrenes Substans, og derved danne det Stof, som kommer til at udgjøre Hovedbestand- delen af Læderet. Uden at foregribe, hvad der vil blive fortalt i de følgende Kapitler, kunne vi her bemærke, at man for at kunne garve en Hud ikke alene behøver disse Garvestoffer men ogsaa en vis Mængde Syrer i Garvebryen, hvis Opgave det er at bringe Hudfibrenes Celler til at svulme op og derved gjøre dem modtagelige for større Mængder Garvestof, og at denne Fordring særlig stilles ved