Garveriet
En Haandbog For Garvere

22/ Læder til en Opløsning, som gelatinerer ved Afkøling. Man kunde derfor ikke ret godt holde fast ved denne Op- fattelse. Lietzmann antog, at alt det limgivende Væv var bleven fjærnet under Forarbejderne for Garvningen, og kun de overordenlig indifferente elastiske Strænge bievne tilbage. Dette Standpunkt er imidlertid lige saa uholdbart som det første, idet man maa erindre, hvilken overordenlig ringe Mængde af disse Fibre der oprindelig er tilstede i Huden. Miintz viste ved sine Undersøgelser, at Mængden af Fibre, der var uopløselige i kogende Vand, næppe overskred 3 Vægtprocent af den tørrede Hud. Den limgivende Sub- stans viser i fuldstændig tør Tilstand en betydelig Modstandskraft overfor Varme, og man fandt det derfor sandsynligt, at Trannens Virkning navnlig bestod i at for- hindre Fibrene i at optage Vand. Men heller ikke denne Opfattelse var i Stand til at forklare det semsgarvede Læders Egenskaber fuldtud, navnlig ikke dets Forhold overfor Alkalier. Bomuld og andre Plantefibre vil ganske vist, naar de befugtes med Tran eller Olie, gjennemgaa en Iltningsproces, hvorved Varmeudviklingen er saa.stærk, at den undertiden kan foraarsage Selvantændelse, men Iltnings- produkterne kunne med Lethed fjærnes fuldstændig ved Hjælp af alkaliske Opløsninger, hvorved Fibrene efterlades i deres oprindelige Tilstand, medens det semsgarvede Læder aldeles ikke giver Slip paa de i det bundne Fedt- stoffer ved at vaskes med Alkalier. Man har derfor ingen anden Udvej end at antage, at Semsgarvningen er en virkelig kemisk Garvning, hvor visse Bestanddele af Trannen har indgaaet en endogsaa temmelig bestandig kemisk Forbindelse med Hudfibrene. Nyere Undersøgelser af Siman d (»Der Gerber« Decbr. 1890) har bragt Theorien noget videre, idet de har vist, at der i Dégras findes et Stof, som dannes i stor Mængde under den Semsgarvningen ledsagende Gjæringsproces, og som uden al Tvivl er det Stof, der virker garvende ved Semsgarvningen. Det lykkedes ganske vist ikke Simand at isolere dette Stof, derimod giver det, naar Dégrasen forsæbes med vinaandig Natron- opløsning, og Fedtsyrerne udskilles ved Overmætning med en Syre, et ejendommeligt Sønderdelingsprodukt, »Dégrasin« (paa tysk benævnet »Dégrasbildner«), som let lader sig adskille fra Fedtsyrerne, idet det er uopløseligt i Æther og Petroleumsæther, men letopløseligt i Alkohol. (Se 5. Ka- pitel, Fedtanalyser). At det virkelig er Dégrasinet eller