Garveriet
En Haandbog For Garvere

312 de afhaarede og rensede Skind tilligemed en passende Mængde Vand (3 Pægle for hvert Pd. af Skindenes »Bløsse- vægt«) i Garvefadet og sætter dette i Bevægelse, hvorefter man lader den første Portion af Garve- og Farvebryen flyde til. Denne tilberedes af et Gambierafkog samt Afkog af de nedenfor nævnte Plantefarvestoffer. Af Gambier benytter man 7 Kvint (35 Gram), til hvert Pd. af Skindenes »Bløsse- vægt«, som man opløser ved Kogning med 4 Potter Vand pr. Pd. Gambier og lader afkøle og bundfældes, idet det er nødvendigt ikke at faa Bundfaldet med, da dette vil frembringe stygge Pletter paa Narven, overalt hvor denne er lidt beskadiget. Plantefarvestofferne afkoges ogsaa med 4 Potter Vand pr. Pd. af vedkommende Stof, og til hver 10 Potter klaret Gambierbry sætter man 6 Potter Fisettræ-, 2 Potter Gultræ-, 1% Pot Krap-, x/2 Pot Rødtræ- og 1/i Pot Blaatræafkog. Denne blandede Bry deler man i 12 lige store Portioner, som tilsættes i Garvefadet med Vä Times Mellemrum, saa at hele Operationen varer 6 Timer, hvilket er tilstrækkeligt til at faa saadanne middelsvære Hundeskind, som ere egnede til Handskeskind, gjennemfarvede. Den Farve, som Skindene vise efter denne Behandling, er ret uanselig, den rette Farvetone kommer først frem ved Efter- garvningen ved Indvirkning af Alunet i Føden; ønsker man særlig livlige Farvetoner, kan man imidlertid paa dette Stadium give Skindene en Efterfarvning med Anilinfarver (Bis- markbrunt, Vesuvin, Lædergult el. lign.) enten ved at behandle dem i et lunkent Bad (en Haspelfarve) med Anilin- opløsningerne, som tilsættes lidt efter lidt, en Fremgangs- maade, der dog ikke er saa heldig, da Skindene bagefter ville være tilbøjelige til at smitte af paa Kjødsiden, eller bedre ved Paastrygning med Anilinfarverne paa Bord. Før Eftergarvningen blive Skindene stødte ud fra Kjødsiden paa en Bom, hvorved noget tilstedeværende Kjød og saa meget af Fugtigheden fjærnes, at Skindene derefter optage Føden med større Lethed. Denne sidste gives og tilberedes paa samme Maade som ved Glacégarvningen, kun tager man en Tredjedel mindre Mel, da de forgarvede Skind ikke be- høve en saa intensiv Fyldning med Mel som raa Skind. Tougningen bliver den samme som ved Glacéskind, dog at man efter Stolningen maa spænde Skindene i Rammer og bearbejde dem med »Schlichtmond«, hvorved de faa en ren ulden Kjødside. Naar man, hvad der imidlertid er det almindeligste,