Garveriet
En Haandbog For Garvere

313 benytter Faareskind, af hvilke de skotske ere de bedste til dette Brug, til Dogskinfabrikationen, begynder man med at bringe de afhaarede og rensede Skind i en Haspelfarve, som indeholder en Opløsning af V4 Procent tvechromsur Kali, og bevæge dem deri 4 Timer. Dels virker dette som en Slags Grunding for den paafølgende Farvning, dels bevirkes der ogsaa, ved at Chromsyren delvis reduceres af Farve- og Garvestofferne ved den følgende Behandling en ringe Grad af Chromgarvning. Efter at Skindene have hængt til Af- drypning, bringer man dem i Garvefadet, hvori de behandles med Garve- og Farvebry paa samme Maade som ovenfor beskrevet. Dog maa man her af Hensyn til den mørkn ende Virkning, det chromsure Salt har paa Farvestofferne, sammen- sætte Farvebryen paa en noget anden Maade, idet man bruger mindre Rødtræ- og slet intet Blaatræafkog for at opnaa den samme brune Farve. Som Garvestof benytter man ogsaa her almindelig Gambier, men Eitner har fundet, at et Afkog af Myrobalaner foruden at være billigere ogsaa er bedre til dette Brug. Efter Forgarvningen indskydes en Behandling med Olie, som skal erstatte det bløde Fedtstof hos Hundeskindene. Det Fedtstof, Faareskindene indeholde, er nemlig af en anden Beskaffenhed, det er fast og stift, og ikke fordelt over hele Hudvævet men sidder, hvor det findes, samlet i større Klumper, Til denne Behandling bruges enten den fedtholdige Udvaskelud fra Semsgarverierne eller ogsaa Tran, Olivenolie eller Ricinusolie, der er emulgeret med. Lud. Bedst egnet hertil har Eitner fundet den saakaldte Tyrkiskrødtolie, som fremstilles i det store til Brug i Bom- uldsfarverierne, og som er Ricinusolie, der ved en Behandling med Svovlsyre er omdannet saaledes, at den lader sig blande med Vand i alle Forhold til en mælkeagtig Vædske. Til hvert Pd. af Skindenes »Bløssevægt« tager man 7—8 Kvint af denne Olie, som fortyndes med den dobbelte Mængde Vand og heri valkes Skindene 1 Time, hvorpaa de stødes ud, alungarves og touges færdig ligesom ovenfor. Det saakaldte »Nappalæder« eller, som Eitner paa Grund af, at Navnet »Nappa« i Tyskland og Østrig er lov- beskyttet som særligt Mærke for en enkelt Fabrikant, ogsaa benævner denne Varesort, Glacédongola, kan betragtes som en Mellemting mellem de to nys beskrevne Lædersorter eller som et »Chairlæder«, der bruges med Narven udad, men det er fuldere i Grebet end dette og end Glacéskind i det hele taget, og viser sig derfor langt holdbarere ved