Garveriet
En Haandbog For Garvere

79 denne Methode, som senere skal blive udførlig beskrevet, altsaa endnu er temmelig ny, har den endnu ikke overalt fortrængt den tidligere anvendte saakaldte Løwenthalske Methode, der, før den nye Methode fremkom, absolut var den mest brugbare, og som indtil de mindste Detailler blev fastsat som autoriseret Garvestofanalysemethode af den i 1885 i Berlin sammentraadte »Gerbstoffcommission«. Vi skulle derfor omtale denne Methode noget nærmere, medens de før samme fremkomne Methoder til Garvestofbestemmelse forbigaaes som mindre væsenlige. Den Løwenthalske Methode er en Titrermethode, og beroer paa, at Garvestof lader sig ilte af manganoversur Kali (et Salt, hvis Opløsning har en kraftig violetrød Farve) og derved affarver denne. Da imidlertid Garvestofopløs- ningerne ofte selv er stærkt farvede, kan man ikke, saaledes som Tilfældet er, naar man titrerer f. Ex. Oxalsyre eller lignende med det samme Stof, benytte selve det mangan- oversure Kalis Farve som Indicator, man indskyder en særlig Indicator, som derved er forskiellig fra de tidligere nævnte, at den selv lader sig paavirke af den Opløsning, hvormed man titrerer. Det er en svovlsur Opløsning af Indigocarmin (indigosvovlsur Natron), som er stærk blaa og ved Titre- ringen med manganoversur Kali efterhaanden affarves og tilsidst gaar over til en ren gul Farve med et meget svagt rødligt Skjær ved Randene. Hertil benyttes, naar man stedse udfører Titreringen paa samme Maade, f. Ex. ved at lade Opløsningen af det manganoversureKali tildryppe draabe- vis*) under stadig Omrøring, til den samme Mængde Indigo stadig den samme Mængde manganoversur Kali, hvorfor man finder den til Iltningen af Garvestoflet benyttede Mængde manganoversur Kali ved hver Gang at benytte lige store Mængder af Indigoopløsningen og stadig efter Titreringen fradrage den Mængde af det manganoversure Kali, som man én Gang for alle har bestemt, medgaar til at ilte den benyttede Mængde Indigo. Ifølge den autoriserede *) Man kan ogsaa mellem hver Omrøring tilsætte 1 cc. af Opløsningen og først paa Slutningen af Titreringen lade den tilflyde draabevis. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken af disse to Methoder man benytter, naar man blot altid (ogsaa ved Bestemmelsen af Op- løsningens Styrke) benytter den samme. Om dette betydnings- løse Spørgsmaal er der imidlertid mellem de tyske Kemikeré blevet ført en langvarig og bitter Polemik, der stærkt minder om den berømmelige Strid om Kejserens Skæg.