Om Beskyttelse af Kvinder - før og efter Nedkomst - ved Arbejde i Fabrikker
(Fabrikslovens § 12 og § 18)

7 om Beskyttelsen før Fødslen ogsaa for en væsentlig Del er kommet dette til Gode. Med Hensyn til selve Kvinden viser denne en be- tydelig Ufornuft ved Arbejdets Genoptagelse, og det hører ikke til Sjældenhederne, at man træffer den Kvinde, som man forløste først paa Ugen, skurende Trapper om Lørdagen. Det tager Tid for Livmoderen at trække sig sammen til sin naturlige Størrelse cg faar den ikke den fornødne Ro, kommer der kronisk Slaphed med alle dens Følgetilstande, abnormt Leje med medfølgende Be- tændelser, og vi faar et Billede, der er velkendt af den praktise- rende Læge og som fører til en halv Uvirksom hed, idet den halve Tid tilbringes liggende, og som giver Smerter ved den mindste An- strengelse, hvorfor disse Patienter i stort Tal ende paa Operations- bordet, idet de ellers nærmest maa betegnes som Invalider fra Kvindens Slagmark, som man har kaldt Fødesengen. Det er derfor heller ikke noget Under, at ansete Kvindelæger har fastsat 6 Ugers Hvile for anstrængende Arbejde efter Fødslen. For Barnet er Forholdet lige saa vigtig eller vigtigere, idet en Genoptagelse af Arbejdet hindrer Diegivningen, som er det eneste livsreddende for det maaske noget livssvage Barn. De kunde mi maaske mene, at den nuværende Lovs 4 Uger derfor er pas- sende, men vi maa huske, at paa den anden Side af den 1ste Leve- maaned truer især Kolerinen og Tæringen, og denne Fare fordrer en Diegivning fortsat videre, men netop med dette Punkt for Øje, er Tidspunktet 4 Uger det alleruheldigst valgte, idet der erfarings- mæssigt rent fysiologisk findes en Aftagen af Mælkeafsondringen paa dette Tidspunkt. Destoværre benytter mange Mødre denne Anledning til at ophøre med Diegivningen i Stedet for at søge Hjælp hos en kyndig Læge, der vil beordre hende til at lægge Barnet oftere til Brystet. Hvis Moderen nu netop kan genoptage Arbejdet, er denne Behandling ikke mulig for hende, eller hun søger ingen Raad og gaar paa egen Haand over til kunstig Er- næring, da hun nu skal begynde sit Arbejde. Dette Tidspunkt maa ikke falde sammen med Arbejdets Genoptagelse, og vi Læger maa staa aldeles ubøjelige paa den Fordring, at Arbejdets Genoptagelse ikke netop falder lige den første Maaned efter Fødslen, men maa udskydes til mindst 6 Uger. Jeg haaber, at en af vore Børnelæger ogsaa vil hævde dette Standpunkt, idet en Diegivning, der har overvundet disse Vanskeligheder, let selv med lidt Uregelmæssighed i Diegivningen kan fortsættes Resten af Patteperioden. Mange mene maaske, at den nuværende Lov har skaffet