Metallernes Teknologi I, Optegnelser til Forelæsninger

9. afsnit. Opvarmning og afkøling. frembringelse af varmemængder. naar vi har brug for varmemængder, drejer det sig i reglen om at tilføre en bestemt mængde varme til en bestemt mængde ma- teriale. den varmemængde, vi skal tilføre en bestemt mængde af materialet for at opnaa en bestemt tilstand,kalder vi nyttevar- men, men denne mængde er i reglen ikke nok for at opnaa den kræ- vede tilstand, da der sædvanligvis gaar en del varme tabt til opvarmning af omgivelserne, vi maa altsaa sørge for at frembrin- ge saa stor en varmemængde, saa vi til trods for tabet faar ma- terialet i den tilstand, som vi ønsker. vi frembringer varmen ved forbrænding af brændsel eller ved omdannelse af elektrisk energi til varme. den sidste metode er dog i reglen for dyr at benytte, naar vi ikke har naturlige kraftkilder til frembringelsen af elek- triciteten, og vi anvender den derfor kun, naar vi ønsker et eller andet specielt, f.eks.: 1. naar vi ønsker en let regulerlig varme. 2. ved anvendelse af elektroovne kan vi undgaa de alminde- ligvis ved de høje temp, frembragte iltninger af materialet, og undertiden kan vi endog arbejde med reducerende atmosfære. 3. drejer det sig om at frembringe meget høje temp., bliver aim. brændsel for uøkonomisk, og vi anvender derfor elektroovnen. en anden metode til frembringelse af meget høje temp, er ved forbrænding af en del af selve materialet, til faste eller flydende ilter, men under normale omstændigheder betaler det sig daarligt, vi bortbrænder derfor kun, naar vi ønsker meget høje temp.fuden at anvende elektroovne, og naar vi bortbrænder,maa vi altid sørge for at have overskud af det materiale, vi "brænder bort f.eks. Si. forbrændingen foregaar i reglen kun ved hj??lp af aim. atm. luft, vi anvender kun ilt, naar vi ønsker lokaliserede, høje temp, f.eks. ved autogensvejsning. naar vi vil frembringe en forbrænding, maa vi altsaa anvende luft, der er den egentlige varmelærer, men tillige det element, der bortfører varme som tab, og for at faa dette tab saa lille som muligt, lader vi forbrændingen foregaa imellem varmeiso- lerende vægge, og vi kommer paa denne maade til at tale om ov- nene, som vi inddeler i direkte og indirekte ovne: direkte: materialet er i berøring med brændslet, røgluften eller lignende. indirekte: muffelovne, digelovne eller lign. ved fremstillingen af ovnene, maa vi stille os selv det spørgs- maal, hvordan skal vi fremstille ovnvægge, der kan taale de høje temp, vi anvender mere eller mindre ildfaste materialer vi kommer altsaa i dette afsnit til at omtale: brændslet, forbrændingen, ovnbygningen o.s.v. 1. brændslet. vi inddeler brændelet i: a. fast brændsel. b. luftformigt brændsel. c. flydende brændsel. d. selve materialet. a. fast. disse brændsler kan være: træ, tørv, brunkul, stenkul, antra- sit, og de kunstige brændsler trækul og koks. de naturlige brændeler bestaar alle af mere eller mindre C, som i træ findes i form af C^HioOr«n °S i antrasit som om- trent rent 0. under omdannelsen fra ?ræ til antrasit spaltes efterhaanden ved udskillelse af gasser og syre f.eks. humosyre, og tilsidst har vi det rene C tilbage, under omdan- nelsen stiger de forskellige brændslers brændværdier saalænge, der bortgaar 0.