Blade Af Farveriets Historie I Danmark

 I FOLK OG FARVER nes tilsvarende Priser. Farvestoffet er antageligt fra først af blevet udvundet ved Tørring af en Snegleart, som findes i Middel- havet, senere hen kendes ogsaa andre Fremgangsmaader, saa- ledes Overfarvning med rødt af Indigo. —• I de danske Folkeviser nævnes Skarlagen som en særlig kostbar og yndet Farve. Naar Visedigteren vil fremhæve en Persons Rigdom og Fornemhed, klæder han ham i Skarlagenskind, rød Skarlagen o. s. v. Der er Grund til at antage, at dette betyder noget mere end de alminde- lige poetiske Standformer. Aar 1283 under Erik Clipping ud- kommer en Forordning, som blandt andet gaar tilværks mod Brugen af »udskaarne Klæder«, det vil sige Klæder, der er gen- nembrudte saaledes, at Underkjortlen ses. Denne Slags Dragter forudsætter Anvendelse af stærke Farver, og Forestillingen om højrødts særlige Fortrinlighed har antageligt her gjort sig stærkt gældende. At Skarlagen har været et Prærogativ for Landsfyrsten her, som Purpuret andetsteds var det, er næppe sandsynligt. Nyborg Stadsret fra 1272 bestemmer, at en Overskærer (her vistnok: Klædemager) for en Alen Skarlagen skulde have 2 Penge og for Engelsk (engelsk Klæde) eller Gienst (gentisk) 2 eller 3 Penge og for andet Almues-Klæde 1 Penge for Alen*). Skarlagen har saaledes været Genstand for almindelig Omsætning. Udtrykket »andet Almues-Klæde« synes at modsige Folkevisernes Beretning om Farvens særlige Anvendelse af de fornemme, men betyder næppe stort i denne Henseende. Folkeviserne ynder at nævne kostbare Stoffer og straalende Farver. Mænd som Kvinder klæder sig i Silke, Maar og Fløjl, i Guld og Sølv (dette var ifølge Forordningen af 1283 en Forret for Kongen og hans Børn) — ja, Ødselheden drives saavidt, at der endog er Tale om Silkese/Z. Vadmel og graat er derimod Tegn paa Fattigdom. I Visen om Tærningespillet hedder det: Sæt du op din gode Hat, og fast om den er gr aa . . . Saa sæt du op din Kjortel, og fast om den er graa . . . *) Suhm 10 Tome Side 637.