Blade Af Farveriets Historie I Danmark

FABRIKSFARVERE OG BONDEFARVERE Privilegiet kunde ikke rokkes, saalænge det blev overholdt, selv om det nok saa meget »betog Bauttler og de øvrige Farvere her i Staden en større Del af deres Levebrød«. End ikke det, at Bauttler havde oplært fire indfødte Danske i Farvekunstens Me- toder nyttede ham noget, og ellers var dette dog en Fortjeneste, som skulde synes vel egnet til at nedkalde de højgrevelige og ædelbaarne Kollegiemedlemmers milde Bevaagenhed. Men det vidnede jo heller ikke om nogen synderlig Duelighed, at han kun var istand til at farve Bomuld, havde han været i Besiddelse af blot en ringe faglig Dygtighed, vilde han næppe heller være blevet afvist, da han i 1754 søgte Posten som Børnehusets Farver efter Diderik Rhode. Nu synes det, som har han maattet vende Dan- mark Ryggen. Hans Navn forekommer ikke tiere. Der var Glæde i Kommercekollegiet, da Moritz Quist i 1752 lod sig bevæge til at flytte hertil fra Lausanne. Endelig havde man igen fundet en Farver, som kunde sine Ting. Hvordan han er blevet beskæftiget de første Aar vides ikke, men da Wittrogs Privilegium udløber i 1757, indfrier Kommercekollegiet et Løfte til ham ved at skaffe ham et lignende. Der var dog den Forskel, at mens Wittrog havde været ene om Begunstigelsen, var der nu hele fire foruden Quist, som fik lige Ret med ham. 1778 faar hans Søn, Johan Daniel Quist Bevilling som Farver i København, og det fremgaar af Bevillingen, at han allerede tid- ligere har drevet Farveri. Det hedder, at han »maa som Silke-, Ulden- og Linned-Farver her i Staden ikke alene fortsætte det af ham i nogen Tid drevne Farveri, men at farve Silke-, Ulden- og Linned-Vare for Fabrikanterne, det være sig med høje og ægte eller ordinære Couleurer«. Var det da nødvendigt at erhverve Privilegium for at drive Farveri i København? Som ovenfor omtalt kan der ikke for Farvernes Vedkommende paavises nogen egenlig Lavsorganisation. Naar der alligevel an- vendes Udtryk som Farverlav, Färberzunft, Farverlavs-Svende, maa disse vistnok opfattes som hentydende til Farverne som Korporation, uden at der dermed menes nogen lavsordnet Korpora- tion. Men fordi der intet Lav har været, er det dog ikke givet, at Farveriet betragtedes som fri Næring. Da den engelske Silkefarver John Smith i 1739 ansøger om Tilladelse til at drive Farveri, indstiller Kommerciekollegiet An-