Blade Af Farveriets Historie I Danmark

FABRIKSFARVERE OG BONDEFARVERE søgningen med den Bemærkning, at: naar han har til Hensigt forat forbedre sine Kaar foruden de høje og ægte Kulører tillige at farve Silke og Uld i allehaande ordinære Kulører: »So durfte solches zwar der hiesigen Färberzunft präjudicirlich seyn«. Men da han forpligter sig til ikke at farve andet, end hvad de her- værende Farvere aldeles ikke eller idetmindste dog ikke er istand til at farve af samme Godhed, anbefales Privilegiets Udstedelse. Sammenholdes denne Udtalelse med det Privilegium, som i 1778 gaves Johan Quist, ser det ud, som om der gjaldt en For- skel mellem de Farvere, der fremstillede de »ordinære« Kulører og de, der gav sig af med de »høje og ægte«. Men hvori For- skellen bestaar, kan ikke sikkert sluttes. 1745 ønsker en Englænder Edward Bonshaw Privilegium som Silkefarver. Ligesom hidtil gør Kommercekollegiet (her dets tyske Afdeling) en Indstilling til Kongen, og i Tilslutning til dets Bemærkninger angaaende »der hieselbzige, englische Seiden-Färber Schmid (Smith) im Anno 1739« afgører det, at »ein dergleichen Etablissement der Zunft Articuln der hiesiegen färber entgeget«, men anbefaler ham alligevel, da »es sind die Meister der hiesigen färber-Zunft nicht im Stande die hohen und echten couleuren zu färben«. Paa Forestillingens sidste Blad er Sanktionen ned- skrevet, men Kongens Navn mangler. Grunden til dette findes oplyst i en anden Protokol, hvor der ved Siden af Sagens Refe- rat staar tilføjet: »Wird ihm mundlich gesagt, dass er keines Privilegii benotiget«. Ingen af de anførte Data giver Hjemmel for nogen Slutning. Skulde en Hypotese opstilles, maatte det vistnok være den, at mens der tillagdes de jævne Smaafarvere for ringe Betydning, til at det ansaas for nødvendigt, at sætte et Bevillingssystem igang for deres Skyld, maatte der, naar Virksomheden kunde formodes at faa Betydning for de større Manufakturer et Privi- legium til. Men andet end en Hypotese er det heller ikke. — John Smith er den af sin Tids Farvere, som fører det største Ord. 1 1739 fik han Privilegium som Silkefarver for John Beck- kets Silkefabrik i København, og da han efter sigende var den eneste, som forstod sig paa die hohen Couleuren, indrømmedes der ham Toldfrihed for de Farvestoffer, han havde Brug for. Da hans Bevilling udløb i 1746 ansøger han om at faa den for- nyet. Det maa ikke være gaaet Silkefabriken videre godt, da 37