ForsideBøgerBlade Af Farveriets Historie I Danmark

Blade Af Farveriets Historie I Danmark

Forfatter: Vilhelm Meyer

År: 1913

Forlag: N. Herdahls Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 67

UDK: 667.2(09)

Udgivne i anledning af Dansk Farverforenings 25 aars jubilæum

1888 - August - 1913

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 82 Forrige Næste
FABRIKSFARVERE OG BONDEFARVERE beskaffen, vides ikke før 1832, da han beskæftiger fem Arbejdere og er en af Byens største Farvere. Et Farveri fra omkring 1800, der er blevet særligt bekendt, var det, der ejedes af Madam Engelke Catrine Møller, født Ørsted. I Oehlenschlägers Erindringer gives der et muntert Billede af hendes Hus og hendes Virksomhed. »Hun og hendes Søster Benedikte gik i hiemmegiort Hvergarn, men hun var en rig Kone«. I Flokketal kom Bønderne til hende for at faa deres Vadmel farvet blaat, grønt, højrødt og violet, og en af hendes Specialiteter var at trykke Forklæder med hvide Blomster paa mørk Grund. Hun holdt af at se unge Mennesker i sit Hus og understøttede dem paa forskellig Maade; da hun selv var fra Slagelse, foretrak hun dog Folk fra denne By for andre. Om hendes Mestersvend, der var en Slægtning af Professor Børge Risbrich fortæller Oehlenschläger, at han var en »ægte Troels i Barselstuen eller Hendrik i Kandestøberen paa det nær, at han ikke var vittig; men han var lystig, naiv — snovsk — som man siger, og vilde gierne spase med Madammen og kalde hende »Mor« og »I«, hvilket hun ikke kunde lide, naar der var Fremmede tilstede, af Frygt for at det skulde misforstaas«. Oehlenschläger studsede i Begyndelsen over hans farvede Hænder, men efter- haanden vænnede han sig til dem, »som man vænner sig til de grønne Ben i Hornfisk«. Madam Møller holdt sin Stand i Ære, som det sømmede sig en god Haandværkerkone, derfor ærgrede det hende, naar nogen drillede Svenden med hans mindre Be- gavelse og paastod, at det skyldtes den, at han ikke var blevet sat til Studeringerne — for i Madam Møllers Øjne var Farveriet en Kunst saa god som nogen, og sandelig hørte der god For- stand til at drive det til noget i Faget. * * * Trods Modgang og daarlige Tider havde Faget henimod det ny Aarhundrede vokset sig ganske anseeligt. Et Tegn derpaa er det, at nu den første Forening af Farvere opstaar. Ejen- dommeligt nok var det ikke Mestrene, der dannede den, men Svendene — ellers var Forholdet jo gerne lige det omvendte. Den 29. Januar 1792 opretter 23 københavnske Farversvende en Syge- og Begravelseskasse. »Konventionen«, der helt igennem er holdt i Datidens kunstige Haandværkersprog, giver den Op- 39