Blade Af Farveriets Historie I Danmark
Forfatter: Vilhelm Meyer
År: 1913
Forlag: N. Herdahls Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 67
UDK: 667.2(09)
Udgivne i anledning af Dansk Farverforenings 25 aars jubilæum
1888 - August - 1913
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FABRIKSFARVERE OG BONDEFARVERE
beskaffen, vides ikke før 1832, da han beskæftiger fem Arbejdere
og er en af Byens største Farvere.
Et Farveri fra omkring 1800, der er blevet særligt bekendt,
var det, der ejedes af Madam Engelke Catrine Møller, født
Ørsted. I Oehlenschlägers Erindringer gives der et muntert
Billede af hendes Hus og hendes Virksomhed. »Hun og hendes
Søster Benedikte gik i hiemmegiort Hvergarn, men hun var en
rig Kone«. I Flokketal kom Bønderne til hende for at faa deres
Vadmel farvet blaat, grønt, højrødt og violet, og en af hendes
Specialiteter var at trykke Forklæder med hvide Blomster paa
mørk Grund. Hun holdt af at se unge Mennesker i sit Hus og
understøttede dem paa forskellig Maade; da hun selv var fra
Slagelse, foretrak hun dog Folk fra denne By for andre. Om
hendes Mestersvend, der var en Slægtning af Professor Børge
Risbrich fortæller Oehlenschläger, at han var en »ægte Troels i
Barselstuen eller Hendrik i Kandestøberen paa det nær, at han
ikke var vittig; men han var lystig, naiv — snovsk — som man
siger, og vilde gierne spase med Madammen og kalde hende
»Mor« og »I«, hvilket hun ikke kunde lide, naar der var Fremmede
tilstede, af Frygt for at det skulde misforstaas«. Oehlenschläger
studsede i Begyndelsen over hans farvede Hænder, men efter-
haanden vænnede han sig til dem, »som man vænner sig til de
grønne Ben i Hornfisk«. Madam Møller holdt sin Stand i Ære,
som det sømmede sig en god Haandværkerkone, derfor ærgrede
det hende, naar nogen drillede Svenden med hans mindre Be-
gavelse og paastod, at det skyldtes den, at han ikke var blevet
sat til Studeringerne — for i Madam Møllers Øjne var Farveriet
en Kunst saa god som nogen, og sandelig hørte der god For-
stand til at drive det til noget i Faget.
* *
*
Trods Modgang og daarlige Tider havde Faget henimod det
ny Aarhundrede vokset sig ganske anseeligt. Et Tegn derpaa
er det, at nu den første Forening af Farvere opstaar. Ejen-
dommeligt nok var det ikke Mestrene, der dannede den, men
Svendene — ellers var Forholdet jo gerne lige det omvendte.
Den 29. Januar 1792 opretter 23 københavnske Farversvende
en Syge- og Begravelseskasse. »Konventionen«, der helt igennem
er holdt i Datidens kunstige Haandværkersprog, giver den Op-
39