Vigtige Varer
Deres Fremstilling, Forhandling og Beskatning

462 at udøve) emteai af Landsfyrsten direik'te eller i al Fald i Kraft af lians Koncession; i saa Fald betaler baadie Arveiforpagtere af Saline og Saltkøbmæmid Licens og Afgift til Landsfyrsten. I) em ne Ret ud- vides til et Handelsmonopol, idet Saltproducenterne ofte skal sæl gie til <en Køibmaoid, der forpagter Hian- delsmonopiolet, og isom skal holde Sialtoplag. For- pagtere kaldes i Fnamikrig „fermier“, i Østrig „Salz- meyer“ . For DetaiUiandeleiii er der Maksimalpriser; hvor dier var Handelsmonopoler, »skulde ogsaa de private Saliner sæilg*e til Monopolforvalt.ning'en. For Lands- fyrsten blev Momopolfeit „et kosteligt Kammerkleno- dié“, viger en østrigtsk Forfatter, i Frankrig kaldes det „Kongens Indien“ piaa samme Vis som en dansk Konge kaldte Helsingør for Kongens Vinbjerge (Øre- sundstold en) . I Østrig tog Kejseren som Landfyrster Retten til paa Tid at bortfor! ene Udvindingen aif alt Salt, Jern, Kvægsølv og Alun, men længe før 1356 har vi i Salz- kammergut Regalværker. Befolkningen reiagerede mod det bortforpagtere Mo- nopol ved at b rugie Ko-ntnebande-og Smuglerisalt; der- for indførtes Konskriptionen, Tvangakøbet, hver Husholdning skulde bruge en vis Mængde Salt. I Proussem; «skal hver Borger køibe| 7 kg pr. voksen Mand eller Kreatur. I Østrig skulde hver By og Landsby købe «n vis Mængde Salt, som af Magistra- ten paa lign edes die emkelfe Borgere. Salt, solgt til en By, man tte ikke føres bort derfra igen. „Salt- ryittene“ bevogtede „Rayonerwei“ , Foribrugskredseinie, med Ret til Husundersø^else. Til Tüder forpagtede en By Sailtmorøpolet. Først Joseph II reiformeneide det forhadte System og overdrog1 Købmænd Hande- len fra Statem Saliner, men meid Forpligtelse til at overholde iem Maksimalpris. 1835 faar Saltmonopolet i Østrig f’®l nuværende Ordning. Som i A’rvtelotndene, saa i det egentlige Tyskland: Fyrstemø wløver Saltreg>alet; nogle Fyrster ejer Salt-