Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

6 EN BETYDNINGSFULD LOV arbejde sig op til at blive selvstændige; selv de dueligste af dem »havtie ikke nogen anden Udsigt end den at arbejde som Andres Tjenere deres Livstid og at lade rige Mestere forøge sine Overflødigheder ved den ene Tredjedel af det, som ved Svendenes Arbejde og Sved blev tjent«. Det er, hvad man maa kalde, en ganske kraftig Meningstilkjendegivelse, og det kommer derfor lidt overraskende, naar det saa hedder i Protokollen, at derpaa »besluttede Kommissionen, der ikke kunde andet end blive rort ved denne Beskrivelse om Svendenes Tilstand, i deres Nærværelse at foretage Beraadslagning om den Gjenstand og tillige paa Stedet for- nemme Svendenes Tanker om de Midler, som kunde synes mest be- kvemme til at bane Vej for Flid og Vindskibelighed«. Det var at komme Svendene stærkt imøde, navnlig da Resultatet blev, at Kommissionen tilsagde dem at ville gjöre Forestilling til Kongen om, at den Forskjel, der herskede mellem Mosternes og Svendenes Ret til at opsige hinanden, maatte blive udliget, samt at indstille, at en Svend efter at have arbejdet i fire Aar skulde kunne nedsætte sig som Frimester og efter i andre fire Aar at have arbejdet som saadan udenvidere kunde faa Borgerskab som Mester med Ret til at holde Svende og Drenge. Kommissionen mente, at lire Aars Arbejde som Frimester var »et sikrere Mesterstykke end det, der nu forevises Magistraten«. Herefter lød det, som rimeligt var, fra Tømmersvendenes Side, »al de vilde velsigne Kongen for en saa vis og retfærdig Lov, der banede Vej for Enhver, den Fattige som den Rige, til at erhverve sit Brød ved Flid og Duelighed«; og foreholdt deres Overtrædelsers Storhed og den dem hidtil af Kongen beviste Naade erkjendte de nu villigt, at de havde fejlet. Med Raab og oprakte Hænder tilsagde de at ville være Hans Majestæts tro og lydige Undersaatter, »de vilde strax give Bevis paa, at dette var deres faste og urokkelige Forsæt, ved at forfoje sig rolig til deres Arbejde, ligesom de erklærede, at de vikle holde sig de nu gjæl- dende Love efterrettelige, indtil Hans Majestæt efter sin Visdom og Ret- færdighed maatte behage at forandre disse«1. Slaget var vundet. Arbejdsnedlæggelsen, der absolut ikke stod i For- bindelse med nogen Revolution, var bragt til Ophør, de forskjellige Fags Svende stod alle lovlydige og tilfredse. De strikende Skomagersvende,