Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EN BETYDNINGSFULD LOV 7 der den 12te om Morgenen havde været lidt benovede ved Tanken om, hvad Kommissionen bar i sit Skjød, bleve »rusende af Glæde«, da de høite, hvorledes den havde stillet sig overfor Tømmersvendene1. Paa Svendenes Side var der nu idel Tilfredshed, men ikke saaledes i Moster- nes Lejr. Selvfølgelig var man her tilfreds med, at Arbejdsnedlæggelsen ophørte — fra saavel Skomagerlavet som Skræderlavet kom der, strax da Kommissionen var nedsat, Henvendelser til den om at ville virke for, at de af Landet udbragte Tømmersvende maatte faa Lov til at komme tilbage, deres Svende stillede dette som Betingelse for at gaa i Arbejde igjen2 — men ellers vare Mesterne alt Andet end glade ved, hvad der var sket og derefter stillet i Udsigt, og det kom frem strax, da Kom- missionen, efter at have endt Forhandlingerne med Svendene, den 14 Av- gust begyndte at forhandle med Mesterne. I Mødet med de første af disse, Tømmermesterne, faldt der saa stærke Ord mod den skabte Situa- tion, at Kommissionen fandt sig foranlediget til at bemærke, »at vel er dei I oiskjel mellem Mester og Svend som imellem Husbond og Tjener, men den Ene havde dog Rettigheder saaavelsom den Anden, og den Enes \ elfærd og Lykke var Staten og Lovgiveren vigtige saavelsom den Andens«. Og da Hattemagerne kom for, udlod Hof-Hattemager Chr. Petersen sig med »bitre Udtryk« om Kommissionen. Dens Adfærd havde vakt Opsætsighed blandt Hattemagersvendene, der hidtil havde været ro- lige, sagde han; Kommissionen havde i det Hele overtraadt sin Kompe- tence, den havde uberettiget forhandlet med Svendene om Andet, end hvad de ankede over, og saaledes uden Ret samtalet med dem om at kunne blive Frimestere3. For disse respektstridige Udtalelser fik han en Tilrettevisning, men forøvrigt maa det siges, at der langt fra fandt nogen indgaaende Forhandling Sted mellem Kommissionen og Mesterne, idet disse forbeholdt sig at fremsætte deres Meninger og Ønsker skrift- ligt, og der indkom nu en Række Skrivelser, der paa ingen Maade aan- dede Velvilje mod Kommissionen. Flere af Lavene vare enige med Hattemager Petersen; Kommissionen var gaaet videre end dens Mandat berettigede den til. Det mente saa- ledes Bødkerne og Hjulmændene, men navnlig Snedkerne, der skrev, at de vare beføjede til at føle Misnöje med, at deres Lav, i hvilket All