Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EN BETYDNINGSFULD LOV 9 mod Magistrat og Politiret ligesom nu mod Kommissionen, profeterede, at den Fattigdom, der desværre raadede mellem de fleste af Lavets In- teressenter, sørgeligt vilde tiltage ved Kommissionens Forslag, og Sned- kermesterne mente at Fuskeriet vilde voxe saaledes, at »Professionens Ære vilde tabes, Flid og Vindskibelighed blive modløs og nedtrykkes«. I deres »ædle« Haandtering holdt de nu Skridt med andre evropæiske Lande og Slæder, men det kunde ikke vedblive saaledes, hvis Mester- stykket afskaffedes. Af de Studerende krævedes Prøver paa Bekvemhed og Duelighed, saadanne maatte da ogsaa kræves i de borgerlige Kunster, og ganske paa samme Maade talte Hattemagerne. De havde naaet, sagde de, at deres Fabrikata kunde tage det op med Udlandets, men nu saa de med Bekymring ud i Fremtiden. »Nu vi har naaet Fuldkommenhed, trues vores anvendte Flid og møjsommelige Stræben med, at enhver Us- ling kan nedrive det fortjente Navn, vores Möje har forskaffet os og vort Fædreland«. Mesterstykket burde absolut bevares. Derom vare alle Lavene enige. Og de vare derfor gjennemgaaende ivrige for at vise, at Svendenes Klager over dets Kostbarhed vare uberettigede. Det var overkommeligt for en- hver dygtig Svend, og saa var et Par Lav, saaledes baade Murerlavet og Snedkerlavet, endda villige til paa dette Punkt at komme Svendene væsentligt imøde. Men i Grunden kunde de slet ikke tro, at Kommis- sionens Forslag kunde blive til Virkelighed. Del vilde, som Tømmer- mesterne sagde, være en Underminering af Lavene, der var ensbetydende med deres Ophævelse, men dertil kunde det umuligt komme. »Vore Lavsartikler — sige Snedkermesterne — ere Foreninger, som virke gen- sidige Pligter og Rettigheder. Da naar vi sværge Borgerskab, forbinde vi os til personelle og reelle Tynger. For at kunne svare Tynger imod- tage vi Rettigheder, om hvis varige Nydelse Lavsartiklerne betrygge os«. Det Samme lyder i Murmesternes helt igjennem værdige og besindige Henvendelse, der begynder saaledes: »Erfarenlied lærte tidlig vore For- fædre, at Forandringer i Lovgivningen med Forsigtighed bör foretages; at nye Bestemmelser, som ikke virke större Held end de forrige, ere skadelige, helst naar de tillige krænke Tredjemands Rettigheder. Ingen Fornuftig troer, at et Forslag strax kan kaldes ypperligt, fordi det be-