Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

SNEDKERARBEJDE 151 man under den grovere Tilslibning lade Klappen blive siddende paa idet man derved stadig kan holde Øje med, at Æggen bliver vinkel- ret paa Jernets Længderetning. Kun hvis det har faaet Hakker af Søm e. 1., slibes det paa en omdrejende Sten (jydsk: »Hvirvelsten«)- til almindelig Skærpning bruger Snedkerne en »Skuresten«, der er flad og firkantet. Den vædes af og til, og Jernet føres frem og til- bage gnidende der imod, idet man omhyggelig søger at vedligeholde den samme Skraastilling af Jernet, og den bør saa vidt mulig være den samme, som Jernet oprindelig indtog, naar den tilslebne Flade (»Fasen«) fuldstændig rørte Stenen. Efterhaanden viser der sig den saakaldte Vildæg (eller Ruæg), som bestaar af de Metaldele, der før tilhørte den egentlige Æg, og som netop ikke bortslibes, fordi deres yderlige Stilling tillader dem stadig at bøje sig bort fra Ste- nen. Vildæggen kan derfor egentlig kun brækkes af ved at bøjes frem og tilbage. Samtidig giver man Jernet en sidste Tilslibning idet man paa en meget haard, finkornet Sten sliber Æggen fra begge Sider; men saa lidt som muligt paa Retsiden. Dette gælder især Høvlejern, mens Stemmejern kan taale noget mere. De allerfleste Hvæsse- stene, der gaar i Handelen er imidlertid temmelig ubrugelige; enten er de for bløde eller for glatte. Den eneste, der kan siges at være fuldt tilfreds- stillende, er Arkansasstenen, der under Brugen vædes med Olje, hvorfor den ogsaa almindelig benævnes »Oljesten«. Desværre er den overordentlig dyr, saa at et Stykke saa stort som en Tænd- stiksæske koster mindst et Par Kroner. Heldigvis kan man undvære den, idet man kan bruge lidt støvfint Smergel, det saakaldte »Kniv- pulver«, udrørt i Olje paa et Stykke Zinkplade. Skurestenen kan for Resten ogsaa — endog med Fordel — er- stattes af Smergel, naar man har en Drejebænk. Paa denne kan nemlig let anbringes en Smergelskive, som nu om Stunder kan faas i enhver større By. Den er som Regel lavet ved al ælte Smergel med vaadt Ler, hvorpaa Dejgen formes, brændes og afdrejes. Kan den ikke faas, kan man ogsaa hjælpe sig paa anden Maade, hvilket tilmed er billigere. Et helst 2;' tyk Stykke Planke forsynes med Hul og Skruegænger, saaledes at det let kan sættes paa og atter tages af Drejebænken; det drejes af og bestryges paa Fladen med flydende Lim. Det overdrysses med en rigelig Mængde Smergel af passende Kornstørrelse, f. Eks. Nr. 0; der maa bruges saa megen Smergel, at Linien ikke suges op i det øverste Lag. Efter et Par Dages forløb rystes den overflødige Smergel af, og dermed er Fig. 12.