Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

186 HAANDVÆRK I HJEMMET funden en Stilling, i hvilken Diamanten overhovedet bider paa Glas- set, vil man naturligvis ved at trække den ind mod sig faa en Ridse i Glasset; men derved er Maalet kun i de sjældneste Tilfælde naaet. Sagen er nemlig den, at Diamanten baade kan ridse og skære, hvilket sidste i Virkeligheden er en Spaltning af Glasset. Allerede ved Hørelsen kan man afgøre, om Snittet har været rigtigt, idet den virkelige Skæring ledsages af en svagere, fint knitrende Lyd, mens Ridsningen lyder omtrent, som naar man skriver paa en Tavle. Udseendet af de to Slags Streger er dog langt mere ejendommeligt. Ridsningen, som alle meget haarde Genstande kan udføre lige saa godt som Diamanten, fremkommer jo ved, at en Del af Glasset rives løs i Form af Spaaner, der lægger sig ved Siden som et hvidt Pul- ver, der giver Ridsen Udseendet af at være bredere, end den vir- kelig er, og hvis man undersøger Ridsen under Mikroskopet, viser den sig at være rund i Runden. Naar Diamanten derimod virkelig skærer, fjærner den næsten ikke noget af Glasset, men spalter det saaledes, at der fremkommer en Revne, der er ganske skarp i Bun- den. Naar man derfor tager Pladen op og ser skraat henad Fladen paa tværs ad Stregen, vil man se det for en Revne ejendommelige Farvespil og samtidig vil man iagttage det mærkelige Særsyn, at mens man holder Pladen løst i Haanden, og saaledes ikke øver noget nævneværdigt Tryk paa den, vil Revnen af sig selv brede sig tværs gennem Glasset, saa at dette ofte skilles ad af sig selv eller i hvert Tilfælde ved en yderst ringe Paavirkning. Er det derimod blot ridset, maa der en forholdsvis meget betydelig Kraft til at bryde det itu, og Brudlinjen falder da kun yderst sjælden sammen med Stregen. Af det anførte vil det fremgaaa, at det kan være vanskeligt nok at skære selv med en ret god Diamant; men Vanskeligheden bliver endnu langt større, fordi man næsten aldrig kan faa fat paa en Diamant, der ikke i Forvejen er mere end halvt ødelagt. Kommer man ind til en Isenkræmmer og forlanger en Diamant, hentes en hel Skuffe fuld til behageligt Udvalg; man faar tillige et Stykke Glas, prøver hele Skuffen igennem, udvælger den bedste og er meget tilfreds med den handlendes Skikkelighed; men man tænker som Regel ikke paa, at netop paa Grund af denne ilde anbragte Godmo- dighed har alle Diamanterne maaske været prøvede og mishandlede af en hel Snes ukyndige Personer. Sigter man hen langs Kanten af et Stykke Glas, vil man opdage, at Pladen ikke danner en plan Flade. Den er altid krum, i det mindste i den ene Retning, og dette maa der tages Hensyn til, naar den skal skæres over. Den skæres altid paa Hulsiden, dels fordi Pladen i modsat Fald kun vilde hvile paa Bordet med sine Kanter og man let vilde knække den ved at fastholde den paa Midten, men navnlig fordi Linealen ikke kan ligge fast paa Rundsiden, hvor den vilde vippe over Midtpunktet. Ogsaa i andre Henseender maa man skælne mellem de to Sider, idet Uregelmæssigheden ikke indskrænker