Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

METALARBEJDE 217 en Vædske og hyppigst i Vand. Den største Haardhed opnaas, naar Afkølingen foregaar saa hurtig som muligt, og ønskes Hærdningen særlig stærk, kan det være nødvendigt at anvende en Vædske, der bortleder Varmen fra Staalet bedre end det rene Vand. Allerede en Tilsætning af Salt eller Syre til Vandet forøger Staalets Haardhed betydelig. Det bruges saaledes til File. Et Bor, der skal bruges til Glas, maa helst hærdes i Kviksølv eller ved at stikkes ned i et passende Hul i en Blyklods. Det er dog langt fra altid, at man ønsker den store Haardhed, som med Lethed kunde opnaas; thi dels skal Redskabet undertiden underkastes nogen Behandling efter Hærdningen — en Sav skal saaledes kunne files —, og dels følger der nogle slemme Ulemper med Hærdningen i Almindelighed og den yderste Haardhed i Særdeleshed. Det hærdede Staal har nemlig en større Vægtfylde end det naturlige, og ved Hærdningen vil Staalet derfor trække sig sammen, hvilket i heldigste Tilfælde medfører, at det kaster sig; men undertiden faar det »Hærderidser«; det revner. Dertil kommer, at den store Haardhed under alle Omstændigheder ledsages af stor Skørhed, hvorfor man efter Hærdningen som Regel borttager noget af Haardheden ved »Anløbning«. Ved almindelig Temperatur kan Jern og navnlig Staal holde sig blankt i fuldstændig tør Luft; men ved Ophedning begynder det paa Overfladen at forbinde sig med Luftens Ilt, hvorved den blanke Flade faar et farvet Overtræk. Ved fortsat Ophedning skifter Farven fra lysegult gennem flere Afskygninger over til blaat og bliver til sidst helt sort. Til hver Farve svarer en ganske bestemt Temperatur, og dette Forhold benytter man til at lade Staalet selv fungere som Termometer under Behandlingen. Naturligvis maa Staalet være slebet blankt efter Hærdningen; men det kan ikke anbefales at bære sig ad, som Smede ofte gør, idet de blot hærder selve Skæret paa Mejsler, Bor o. s. v. ved lige at lade Redskabets Æg berøre Vandet, hvorpaa det hurtig sættes paa en Slibesten og iagttages et Øjeblik. Varmen fra den bageste Del af Staalet vil da snart trænge ud til Æggen og vise Anløbningsfarven. Fremgangsmaaden har den store Mangel, at Værktøjet kun bliver nogenlunde haardt lige i Spidsen og derfor efter nogle faa Slibninger maa hærdes om, hvorved Staalet lider. Man bør helst anløbe over en Gasflamme, idet man bevæger Stykket frem og tilbage, saa at det bliver ensartet opvarmet; naar den rette Farve viser sig, dyppes det straks i Vand. Denne Anløbning har dog ikke saa stor Betydning for Ama- tøren, fordi han ved sine primitive Redskaber som Regel ikke kan udøve tilstrækkelig Kraft til at knække el selv »glashaardt« Staal ar rimelig Tykkelse; kun Værktøj, der skal taale Slag, altsaa navnlig Mejsler og Stemmejern, maa anløbes omhyggeligt, de første gult, de sidste blaat. Naar Begynderen ofte tror, at hans Staal springer, fordi det er gjort glashaardt, beror det som Regel paa en Forveksling med et helt andet Forhold; Staalet vil da som Regel være »forbrændt«, 28