Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

HUSREPARATIONER 293 Den sidste bruges paa nyopførte Mure; men er Muren meget fugtig, kan selv den meget vanskelig holde, idet den baade skaller og smitter af, formodenlig fordi Limen ligefrem raadner bort. Man kan da formindske Væggens Gennemtrængelighed ved først at stryge den over med Sæbevand, hvorved der dannes et nogenlunde vand- tæt Lag af en uopløselig Kalksæbe. Langt bedre er det at anvende Vandglas; men i saa Tilfælde kan man jo meget nemmere undvære hele Limopløsningen og røre Farven ud i Vandglasset, tilmed da dette giver en smukkere og holdbarere Farve. Fremgangsmaaden ved Limfarvning er i alt væsentlig som ved Loftshvidtningen, idet man dog anvender betydeligt mindre Kridt, saa at Vællingen selv efter Udrøringen af det nødvendige Farve- pulver er noget mere tyndflydende. I Stedet for Mos anvendes Lim, og her har man en udmærket Regel at gaa efter, idet man efter Sammenrøringen af hele den øvrige Blanding lidt efter lidt tilsætter varm, stærk Limopløsning (naturligvis ikke den eddikesure, flydende Lim). Efter hver Tilsætning maler man en lille Prøve paa et Stykke tykt Papir, tørrer det over en Lampe og forsøger, om Farven kan smitte af. Naar dette ikke længere er Tilfældet, bør man ikke tilsætte mere, da Laget ellers let vil skalle af. Har Væggen i Forvejen været malet med Limfarve, maa denne naturligvis først være vadsket af. Paa ældre Vægge vil Oliefarve Være at foretrække, og som Regel beholder man Limfarven urimelig længe af Frygt for, at Muren endnu skal være for fugtig. Naar en Væg behandles paa den Maade, som nu skal beskrives, kan dog Oliemaling holde paa selv meget vaade Mure, og i hvert Tilfælde har man den Udvej først at give Fladen et Lag Vandglas. Man vil da spørge, hvorfor man ikke skal nøjes med en Vandglasfarve, og dertil kan svares, at en olie- malet Væg har sit store Fortrin deri, at den kan »sæbes af«, og det er en af Husmødrenes største Forlystelser. Hvis en Væg, der skal males, hidtil har været tapetseret, vil man ved Afrivningen af Papiret oftest møde et skrækkeligt Syn. Fladen ser ud som et Sold af Sømhuller, idet man efter hver Tapet- sering hænger Skilderierne op paa en noget anden Maade, og Hul- lerne bliver aldrig udfyldte, fordi det nye Tapet vil dække dem. Men nu maa det gøres, idet de mindre »sættes ud« med Gibs udrørt i Limvand (S. 205), de større spækkes med Kalkmørtel. Derefter gnides hele Fladen over med en Mursten, hvorved de særlig frem- staaende, grove Sandkorn fjærnes, og der stryges en Gang med Fernis. Naar denne er tørret, altsaa næste Dag, kan vi paasætte et Lag »Spatelfarve« (Malerne siger »Spartel«). Denne Masse bestaar af Pibeler, som først sættes i Blød, indtil den kan røres ud til en lind Grød, hvorpaa den blandes godt med olierevet Kridt eller slemmet Kridt og Fernis. Forholdet 2/3 tørt Pibe- ler til 1 Del olierevet Kridt vil som Regel passe; men for øvrigt ser man straks under Brugen, om Blandingen har været passende. Hvis