Grundtræk Af Elektrokemien Til Brug Ved Undervisningen For Elektroingeniører

17 Opløsningens (j3) ogsaa være det. Dette stemmer jo ogsaa med vore Erfaringer; thi naar en Opløsning er mættet, og der er Overskud af det faste Stof, forandres Koncentra- tionen ikke ved uforandret Temperatur. 16. Raoults Lov. Naar man opløser et Stof i en Vædske, vil Opløsningens Kogepunkt ligge højere og dens Frysepunkt lavere end Opløsningsmidlets. Forandringen ■er proportional med Opløsningens Koncen- tration, og den mole kulære Frysepunkts- sænkning eller Kogepunktsstigning, o: den FP.-Sænkning eller KP.-Stigning, der fremkaldes ved Opløsning af 1 Grammolekule i 1 1 Opløsningsmiddel, er konstant for samme Opløsningsmiddel. Vandet har saaledes en molekulær FP.-Sænkning paa 1,85° og en molekulær KP.-Stigning paa 5,2°. Man kan benytte dette paa to Maader. Hvis man kender et Stofs Molekuletal M, og man har opløst p g i 11 Vand, vil man finde en FP.-Sænkning paa a°, idet M g opløst i 1 1 giver en FP.-Sænkning paa 1,85°, hvor a bestem- mes af P , « — M • Kender man ikke M, kan man ved Forsøg bestemme « og derefter beregne M af ovenstaaende Ligning. Hvis vi f. Eks. har opløst 1 g Sukker i 25 g Vand (40 g i 1 1), finder man en Frysepunktssænkning paa (Hsa Cn Oi6 = 342 = M) P 1,85 40.1 ,85 “ M 342 “ 17. Dissociation, Naar man opløser forskellige Stoffer i Vand og ved samtidige Forsøg og Beregninger bestemmer osmotisk Tryk, FP.-Sænkning og KP.-Stig- ning, vil man finde, at der for en Mængde Stoffers Ved- kommende er store Afvigelser imellem de iagttagne og beregnede Størrelser. Det viser sig endvidere, at for Stof-