Beretning Om Mødet af Delegerede for Landbruget
Valgte af Den Kongelige Landhusholdnings-Selskab angaaende Dampskibsfarten

I fra Esbjerg, men, som bemærket før, han kunde godt indse, at det var vanskeligt for det for- enede Dampskibsselskab at. gaa ind derpaa. I Begyndelsen vilde det maaske ogsaa være en meget ufordelagtig Historie, men han var overbevist om, at det senere vilde blive meget lønnende, idet en saadan Forbindelse vilde drage Flæsk og mange andre ferske Varer over til Hovedcentret for Forbruget i Nordeuropa, Varer, som nu ikke sendtes derover, fordi der kun er Forbindelse een Gang om Ugen, og det er for lidt for den Slags Varer. Broge syntes dog, at det maatte ligge Alle paa Hjerte, ikke at stille nogen Fordring, som man forud kunde vide, at Selskabet ikke vilde gaa ind paa. Han var overbevist om, at naar Fyn først producerede saa meget Smør ugentlig, at det kunde betale sig for det forenede Dampskibsselskab, endogsaa blot nogenlunde, at sende et Dampskib med fynsk Smør over til London, vilde Selskabet gaa ind derpaa; men at stille Fordringer om hyppigere Afgange fra Esbjerg, alene for Smørrets Skyld, vilde han anse for i højeste Grad urimeligt. Wedell-Wedellsborg mente, at man ogsaa vilde benytte Esb.jergruten for det sjællandske Smør, naar først Trafiken blev ordnet paa en tilfredsstillende Maade. Under del Tryk, Landmændene havde at kjæmpe imod, maatte de føle, at det gjaldt om at faa denne Vare saa hurtig frem som mulig, for at man kunde følge med, og man maatte derfor vist ogsaa for Sjællands Vedkommende slutte sig til hvad Danneskjold og Segelcke havde udtalt. Det var iøvrigt ikke Forlangender, men kun Ønsker, man her udtalte. Broge var i Modsætning til den sidste Taler overbevist om, at selv om man fik en daglig Dampskibsforbindelse med London over Esbjerg, vilde der ikke komme 100 Fustager sjællandsk Smør over Esbjerg, naar der ved Siden af denne Forbindelse kom en direkte Dampskibsfor- bindelse paa London fra Kjøbenhavn. Plum (Kjøbenhavn) var ganske enig med Professor Segelcke i, at jo hyppigere Smørret kunde komme over til London, desto bedre og desto fordelagtigere blev Markedet. Han troede, at det ubetinget vilde være heldigt for det danske Agerbrug-, om man kunde faa Smør over til begge de ugentlige Markeder der. Det var jo en Plads, der fra vor Side var meget forsømt. For Øje- blikket udførte den danske Produktion en overordentlig Mængde Smør til Nordengland, som var den egentlige Plads, der for Tiden forbrugte vort Smør; men vi producerede mere end den kunde forbruge, og det var Grunden til, at Priserne vare trykkede. Der afskibes nu ca. 6000 Fustager omUgen, og deraf gik kun lidet til London, og det til en Pris, som var daarligere end til Nordengland. Han ansaa det for vigtigt, om London ogsaa kunde faa Smag for dansk Smør, og om man ogsaa der, ligesom i Manchester, hvor der dog ikke boede nær saa mange for- muende Folk, kunde naa til at sige: Vi ville have dansk Smør hele Aaret igjennem. Derfor maatte han holde med Professor Segelcke i, at denne Fart specielt burde tages under Overveielse, saa at vort Smør kunde komme frem 2 Gange om Ugen. For de andre engelske Byers Vedkommende vilde Taleren kun sende Smør een Gang om Ugen; hans Kjøbere forlangte det til en bestemt Dag og vilde ikke se paa Smør, som kom efter den Dag. Del var naturligvis muligt, at en enkelt Detaillist vilde tage lidt ogsaa paa andre Dage, men afset herfra vilde Smørret komme til at staa over og blive mindre værdifuldt. Englænderne have det paa den Maade, at naar først Smør- ret har staaet nogle Dage, mene de strax, at det har tabt sig; men naar Smørret staar et Par Dage i en god kjøbenhavnsk Kjælder, som er indrettet dertil, taber det sig kun lidet. Derfor kunde Taleren ogsaa gaa den Mellemvej, kuu at forlange en Londonrute to Gange om Ugen; men ganske vist burde vi gjøre alt, for at det danske Smør kunde faa London som Af- sætningssted, hvad del nu næsten ikke har, saa at vi f. Ex. kunde sende 1000 Fustager mere bort om