Beretning Om Mødet af Delegerede for Landbruget
Valgte af Den Kongelige Landhusholdnings-Selskab angaaende Dampskibsfarten

co I thi der er intet Omraade, hvor der hersker mere Letsindighed og Uvidenhed end netop paa As- suranceomraadet ; det saas jo allerede i Begyndelsen af Aarhundredet med Statens Enkekasse, og vi se det jo endnu med de mange Begravelseskasser, hvoraf hver anden er fallit og Gud ved hvor mange der ville blive det. Det, at Folk i Uvidenhed ovre i Aarhus have begyndt paa at assurere for den og den Præmie — og jeg tror ogsaa, at man andetsteds i Jylland har noget lignende — uden at de vide hvad de skulle basere Præmien paa, det er ikke noget Argument ; nej, saa skal jeg komme med ganske andre Argumenter, idel jeg har indhentet Oplysninger fra det kjøbenhavnske Søassuranceselskab vedrørende de af dette udbetalte Erstatninger for Totalforlis. Det kan gjerne være, at man i Zürich har været meget kulant i Afgjøreiserne (la Cour: I alt Fald i de af mig nævnte Tilfælde), men Ulykken er, at man baserer Assurancen paa enkelte gode Aar og saa kan der bagefter komme ulykkelige Aar. (la Cour: Det var dog i alt Fald for et Tidsrum af 17 Aar). Det kan imidlertid ikke have været her fra Kjøbenhavn. (la Cour: Nej, fra Jylland). Vi have indhentet de nævnte Oplysninger fra det kjøbenhavnske Søassuranceselskab, for at have noget Materiale at bygge paa, men de deri anførte Tal have iøvrigt ikke interresseret Selskabet, da vi ikke i tidligere Tid havde nogen Del i Kreaturudførslen. Disse Oplysninger gaa ud paa, at der i de 6 Aar fra 1877 til 1882, hvor der virkelig har været en stor Udførsel fra Kjøbenhavn, er betalt i Præmier 65,884 Kr. 58 Øre, medens der er udbetalt i Erstatninger 104,153 Kr. 52 Øre. 1 1877 forliste Dampskibet „Brigadier“, i 1879 gik Dampskibet „Constantin“ under, ogi 1881 blev der udbetalt Erstatning for partikulær Skade paa 2 Sendinger Kreaturer af Værdi henholdsvis 16,550 Kr. og 4888 Kr. 52 Øre. I Aarene 1874—76 forefaldt to større Skader med Tab paa Kreaturer for begge af ca. 40,000 Kr. Efter den Erfaring, som dette Selskab har gjort i Løbet af 10 Aar, er der i dette Tidsrum altsaa betalt omtrent 40,000 Kr. mere end der er taget ind i Præmier. (En Stemme: Det var ikke obligatorisk Assurance.) Nej, det var det ikke, men det er Resultater, som et Selskab, der virkelig har givet sig af med saadanne Forretninger, er kommet til, og det er paa den Slags Erfaringer, man maa basere en Assurance og ikke paa hvad uvidende Mennesker i Aarhus og Esbjerg kunne falde paa. Det gaar med den Slags Ting som med de mange Begravelseskasser; de betale, saa længe Ingen dø, men naar Folk begynde at dø, betale de ikke. Det forenede Dampskibsselskab ønsker ikke i mindste Maade at have nogen Fordel af Assurancen; ganske vist ønsker man heller ikke Tab ved den Historie, men man har dog ikke Noget imod, om det virkelig skulde koste En nogle Tusind Kroner. Jeg liar nævnt 5/s pGt., jeg kunde for den Sags Skyld lige saa godt have nævnt12 pCt. (Stemmer : Saa ville Folk være tilfredse). Naar jeg har nævnt 5/s, er det fordi det er det Resultat, man er kommet til efter de foreliggende Erfaringer; men Vs pCt. spiller jo iøvrigt for Kjøbenhavn, hvorfra der udføres for 4 Millioner Kroner, kun en ringeRolle, det er kun 5000 Kr. for hele Aaret, og for Vinteren, hvor Udførelsen er saa meget mindre end om Sommeren, vil Forskjellen kun udgjøre 500 Kr., altsaa ikke mere end hvad et eneste godt Dyr koster. Dampskibsselskabet skal med største Fornøielse begynde paa at assurere for Vs pCt., naar de Herrer kunne gjøre Assurancen obligatorisk, men vi ere alt for blufær- dige til at gjøre det. Jeg forstaar ikke, hvad Hr. Buchardt mente med, at Selskabet skulde ville gjøre sig „udtilbens“ ; vi ere tvertimod vante til at blive behandlede, ja tildels mishandlede paa den allerværsteMaade. Vi skulle som sagt gjerne begynde med ’/»pCt., og naarLandhusholdningsselskabet og Udvalget i Randers og Kvægtorvet med Buchardt og hans Underskrivere kunne faa 9/io af Exportørerne til at udtale Ønsket om, at Assurancen skal være obligatorisk, saa gjøre vi den obligatorisk. „Vor Herre bevare min Mund“ sagde Kjærlingen, men naar de Herrer, paatvinge os det, saa skulle vi gjerne gjøre det (Danneskjold: Vi ønske Intet hellere). Ja, have de Herrer Myn-