Beretning Om Mødet af Delegerede for Landbruget
Valgte af Den Kongelige Landhusholdnings-Selskab angaaende Dampskibsfarten

— 4-0 — dighed til at forlange den obligatorisk, godt, saa skulle vi ogsaa gjerne begynde med Vs pGt., og trods de Erfaringer, et af vore egne Selskaber har indhøstet og det med */4 pGt. højere Præmier — Præmien har været meget højere tidligere — er der dog vist ingen Tvivl om, at vi efter den Tillid, som det forenede Dampskibsselskab og dets Kaptainer nyde, ogsaa kunne faa assureret for '/* pCt. om Sommeren og noget mere om Vinteren. 1 modsat Fald skal det ikke komme an paa, om det virkelig skulde koste det forenede Dampskibsselskab fem, ti, tyve tusind Kroner om Aaret. Hvis altsaa Landhusholdningsselskabet under sine Au- spicier og Udvalget i Randers med sin Autoritet tilskriver det forenede Dampskibsselskab som Svar paa den Skrivelse, man i sin Tid fremkom med, at man hele Landet over ønsker en obliga- torisk Forsikkring af denne Art, at det kun er rene Undtagelser, naarFolk ere af en anden Mening, og at man derfor opfordrer det forenede Dampskibsselskab til, at det i Fremtiden, foruden at opkræve Fragt, stiller det som en absolut Betingelse, at Vedkommende skal forsikkre imod en Præmie af '/s pCt., ja, saa maa Selskabet gaa ind derpaa, og vi maa saa finde os i den Tale om Monopol Magt, og deslige, som vi nu ere saa vante til og som vel ogsaa vil følge bagefter her. Danneskjold Samsø vilde dertil bemærke, at det dog maatte udgaa fra det forenede Dampskibsselskab, men naturligvis efter Pression fra Udvalget. Han maatte imidlertid ved- blivende anmode om, at Landhusholdningsselskabet blev holdt udenfor. Derimod forelaa der en Udtalelelse fra Bestyrelsen for alle Fællesforeningerne for hele Danmark, fremdeles havde man jo en Udtalelse fra Kreaturhandlerne fra hele Jylland og fra Fyn, Kjøbenliavn, Sjælland og Lolland-Falster. Endelig var Udvalget i Randers ogsaa berrettiget til al udtale sig, og lian vilde i saa Henseende gjøre opmærksom paa, at Udvalgets Forslag til Bestyrelsen gik ud paa at sætte ind som Paragraf 4: Alle Afsendere ere pligtige, til at assurere paa den i § 1 nævnte Maade. Der forelaa altsaa et Tilbud fra hele Landet, men paa Landhusholdningsselskabets Vegne kunde Taleren naturligvis ikke afgive nogen Erklæring. J. C. la Cour: De Oplysninger, han havde kunnet skaffe tilveje, vare naturligvis kun spredte, og han havde i Øvrigt ogsaa vidst tidligere, at man her sikkert vilde møde med ganske anderledes fyldige Oplysninger. Der var dog eet Punkt, han ansaa det for en Nødven- dighed at faa klaret, nemlig det, om Assurancen skulde finde Sted paa den Maade, at Kreatur- afsenderen selv satte den Værdi paa sit Dyr, som han ønskede det assureret for, og derefter be- talte Præmie. Det var netop saaledes, Taleren kunde ønske det, saa at der altsaa ikke blev Tale om Vægten, men om Værdien. Tietgen: Selvfølgelig, og det var netop ogsaa af Hensyn hertil, al han med velberaad Hu havde undladt at svare Hr. Buchardt paa hans Bemærkning om, at det vilde være en Æressag- at ansætte den virkelige Værdi paa Kreaturerne, thi man havde jo altid Lov til at sætte en Af- fektionsværdi derpaa. Da det forenede Dampskibsselskab havde Møde med de Delegerede for Handelsforeningerne, var der saaledes dem, som paastode, at de allerfleste Opdrættere ønskede selv at følge deres Stude ombord. Ganske vist havde man jo nu hørt, at Folk fra Aarhus sendte deres Stude til Esbjerg, hvor de ikke kunde følge dem ombord, men der kunde dog være et enkelt elsket Dyr, som man kunde sætte overordentlig høj Pris paa, og en Ting kunde man være sikker paa, og det var, at naar man f. Ex. vilde sætte en Præmie af 1 sh. for hver Stud , vilde det i Tilfælde af Forlis vise sig, at der var saa overordentlig mange Præmiestude her i Danmark, at der ikke kunde være Tale om at assurere paa den Maade. Bay spurgte, om man havde tænkt sig, at lade denne Assurance ogsaa omfatte Svin. Tietgen: Nej, Svin og Kælvekøer har man ikke tænkt sig at tage med.