Beretning Om Mødet af Delegerede for Landbruget
Valgte af Den Kongelige Landhusholdnings-Selskab angaaende Dampskibsfarten

— 45 — Tietgen: At Dyrene frøs ihjel, var da ikke Selskabets Skyld; iøvrigt lod det til, at de baade frøs ihjel og bleve slaaede ihjel, saa at de altsaa døde to Gange. At de havde daarligt Reb paa, var da heller ikke Selskabets Skyld. Mit Spørgsmaal var iøvrigt det, om Selskabet i dette eller overhovedet i noget Tilfælde havde skudt sig ind under den nævnte Paategning. Er noget saadant Tilfælde Dem bekjendt? Buchardt: Nej. Tietgen: I saa Fald kan jeg kun forstaa Deres Bemærkninger som Redactionsbe- mærkninger, sigtende til en bedre Forstaaelse af den omtalte Paategning. Det, jeg havde bedt om, var et bestemt Exempel paa, at Selskabet havde benyttet sig af denne Paategning til at. unddrage sig Ansvaret. Paategningen staar der ogsaa kun for at undgaa Krakilere, og ogsaa paa Konnossementerne for andet Gods findes en lignende Paategning, at Selskabet er uden Ansvar for Udleveringen af Varer, der ikke ere forsynede med tydeligt Mærke. 1 den Slags Forhold gaar Selskabet frem med den største Loyalitet, noget, som det ogsaa har været Bestyrelsen en stor Fornøielse at høre anerkjendt her i Dag. Naar man kun af den Grund finder sig foranlediget til at give en saadan Paategning, at man vi] gardere sig mod Overgreb, kan det heller ikke forandre noget i den Maade, hvorpaa man ellers optræder overfor Kreaturafsenderne. Naar det dernæst er blevet sagt, at Dyrene vare snavsede, naar de kom i Land, er det dog et stort Spørgsmaal, om de ikke tidt have været snavsede, før de kom ombord. — Med Hensyn til det af Professor Segelcke reiste Spørgsmaal om kølige Rum i Skibene for Smør, skal jeg be- mærke, at vi engang ere bievne raadede til at stuve Smørret ned i Agterlasten i et Rum, som holdes under Vandet.; men Anbringelse af Is i Rummet er noget, som mange Afsendere ligefrem forbyde os. Vi have i sin Tid ogsaa gjort Forsøg med Iskøling paa Jernbanen mellem Newcastle og Manchester, men der var Flere, som protesterede derimod. Der er flere Smørhandlere, som hverken ville have Is ombord i Skibene eller paa Jernbanen, og da vi engang tildels kølede et Rum i Newcastle-Skibet med Is, var der Mange, som ikke vilde have deres Smør anbragt der. Del vil derfor vistnok være vanskeligt paa Jernbanen at gaa videre end til at have hvidmalede Vogne og Ventilation, saaledes som der er nu. —- For ikke at blive misforstaaet skal jeg med Mensyn til Assurancespørgsmaalet bemærke, at Ansvarets Ophør i det forudsatte Tilfælde, at As- surancen bliver udelukkende obligatorisk, gjælder kun den udenrigske Fart. For den indenrigske Farts Vedkommende er Forholdet allerede nu det, at man ved en kontinuerlig Assurance kan assurere sine Varer for 1 pro Mille. (En Stemme: Mod Totalforlis?) Ja, mod Totalforlis. — Saa staar der kun tilbage at omtale de Bemærkninger, som Hr. Broge i sit Indledningsforedrag kom med om den almindelige Tilfredshed, der vilde blive udbredt over hele Landet, hvis der kom en daglig Forbindelse mellem Aarhus og Kallundborg. Jeg tror dog, at Hr. Broge i alt Fald her glemte sine Nærmeste, thi om man just i Aarhus, og det gjælder navnlig Statsbanerne derovre, vilde føle sig saa tilfreds med en saadan Fart, betvivler jeg i høj Grad. I alt Fald have Statsbanerne paa mange Maader søgt at forhindre en saadan daglig Fart, idet Taxterne ere indrettede paa særlig venlig Maade mod det forenede Dampskibsselskab. Det har været mig kjært at høre af Hr. Kammerherre Skeel, at de forenede jydske Landboforeninger have været tilfredse med det Svar, de have faaet af det forenede Dampskibsselskab angaaende denne Fart, og endnu kjærere vilde det være mig, om Svaret ogsaa vilde vække Tilfredshed hos min Nabo til Høire (Danneskjold-Samsø), men det betvivler jeg. Den eneste Maade, hvorpaa en daglig Fart mellem Aarhus og Kallundborg kan tænkes at ville betale sig, er, naar den udføres nogenlunde med eet Skib; thi Farten betaler sig ikke engang nu, da den ikke er daglig. Gjennemsnitlig