Beretning Om Mødet af Delegerede for Landbruget
Valgte af Den Kongelige Landhusholdnings-Selskab angaaende Dampskibsfarten

— 48 — kunde blive forandret til det bedre, idet Tiden, der medgik til Omflytningen, var bleven indskrænket en Del mod tidligere. Der var en anden Ting, som han ogsaa vilde henlede Opmærksomheden paa, og det var, at Provinsdamperne kom undertiden her til Kjøbenhavn om Torsdagen saa sent, at man knapt kunde faa Varerne med den engelske Damper. Om Sommeren, naar det var godt Veir, slog Tiden i Almindelighed til, men ikke altid under uroligt Vejr, og det vilde derfor være heldigt, om det kunde indrettes saaledes, at Damperne kom en lille Smule tidligere til Kjøben- havn. En Vare som Smør led temmelig betydelig ved at ligge over her en Uge, efter at det maaske i Forveien havde ligget over 5—6 Dage, før det blev afsendt hertil. Buchardt bad om Undskyldning for at han havde fremdraget en saadan Ubetydelighed som Spørgsmaalet om et Stykke Reb. Det kunde ganske vist se ubetydeligt ud, men naar man tænkte nærmere derover, var det ikke en saa ubetydelig Sag for Kreaturerne at have et et godt Reb paa sig. Han havde allerede for lang Tid siden henledet Direktionens Opmærk- somhed paa, om ikke det forenede Dampskibsselskab kunde tage den Sag i sin Haand og selv have Reb ombord paa den indenrigske Fart ligesaavel som Tilfældet var paa den udenrigske; men han havde faaet det Svar, at det var Noget, som ikke vedkom Selskabet, det maatte være Afsendernes Sag. Det forekom ham imidlertid at være Noget, som naturligst lod sig ordne fra Selskabets Side, fordi dette dog virkelig havde Ansvaret ikke blot for hvad Kreaturerne kunde lide ombord — det var maaske det mindste af det — men navnlig overfor Passagererne. Han kunde huske en Gang paa et Skib at have set, al de ombordværende Kreaturer vare trykkede over i Læ, og han kunde da ikke lade være at tænke paa, at hvis Skibet havde været ude i et saadant Uveir som det Skib, han før talte om, og hvor Kreaturerne havde slaaet sig løs, var det ogsaa et stort Spørgsmaal, om ikke de ombordværende Mennesker vilde have mistet Livet. Skibet var kun lille, under et saadant Uvejr maatte det absolut hælde og Kreaturerne fulgte jo altid efter til den Side, Skibet hælder. Naar det ansaas for nødven- digt, at Dyrene i den udenrigske Fart staa med et tykt, blødt Reb, var dette endnu mere nød- vendigt i den indenrigske Fart, fordi det har vist sig, selv i den korte Tid, der havde været Overdækning paa vore Skibe, at Kreaturerne kunne springe overbord. Broge sluttede sig til Plums Bemærkning om, at det for Smørrets Vedkommende ikke interesserede saa meget, om man kom ti] at betale lidt mere eller lidt mindre i Fragt; det var man saa klog at lade Englænderne betale. Dersom det kom dertil, at Kreaturhandlerne brugte samme Fremgangsmaade med Hensyn til Kreaturerne, vilde Fragtspørgsmaalet heller ikke i den Grad interessere dem som nu. Hvad angik Spørgsmaalet om Anbringelsen af Is i Smørriftnmet, vilde han, som Forholdene vare nu, fraraade at afkjøle Rummet med Is, medmindre Dampskibs- selskabet vilde modtage Smørret i kølige Kjældere, derfra strax lægge det ned i Isruinmet i Skibet og ligeledes i England bringe det fra Isrummet lige ned i en kølig Kjælder. Naar det derimod skulde staa ude i flere Timer under Ladningen og Losningen, maatte han fraraade Isafkøling i Skibet. Tietgen: For at det ikke skal gaa mig med Rebene som det er gaaet mig med Isen overfor Hr. Plum, vil jeg bede Kaptain Paul Petersen om at udtale sig i saa Henseende. Kaptain Paul Petersen kunde overfor Buchardt dristig paastaa, at der aldrig nogen- sinde var sluppet et Kreatur løs ombord i noget af Selskabets Skibe. Del var ogsaa en Umulig- hed, at det kunde ske, medmindre Skibet laa paa Siden, og det var ikke sket i den indenland- ske Fart saa længe han kunde huske. Der kom naturligvis intet Kreatur ombord uden Reb, om end Rebet mange Gange kunde være simpelt nok, og dersom Rebet gik i Stykker, vilde der