Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

184 sektionsmødér Sammendyngning paalægges Grundejerne. I visse Til- fælde kan dog Kommunen yde nogen Hjælp med Sne- plove etc. Sneens eventuelle Bortkørsel kan ingen Kommune magte med eget Materiel; den maa over- (ii-ages Entreprenører. Sneen fra en Bys Gader er vel aldrig fuldkommen ren; men det siger sig dog selv, at man uden hygiejniske Betænkeligheder kan aflæsse den, hvor der blot er Plads dertil, naar der er Aftræk for Smeltevandet. At smelte Sneen i selve Gaderne ved Damp eller Elektricitet, som man kar foreslaaet at gøre, er økonomisk uoverkommeligt, og at anvende Salt til Snesmeltning er ogsaa kostbart. Denne sidste Metode er desuden ubrugelig i meget koldt Vejr, og — hvad der vel her er af særlig Interesse — den dannede Saltlage trænger ind i Fodtøjet, som derefter næppe er til at faa tørt igen, og derfor kan give Anledning til Forkølelsessygdomme. Det kan være slemt nok, at Salt anvendes til Optøning af Sporvejsskinner, og hvor dette sker, bør helst Skinnerillerne med passende Af- stande have Afløb til Kloak. I Forbigaaende skal jeg her bemærke, at Sporvejsskinnerensningen naturligvis spiller en ikke helt ringe Rolle ogsaa i den almindelige Gaderensning. Jeg har dog anset Emnet for specielt til at gaa nærmere ind paa. Med Held har man Here Steder forsøgt at undgaa Bortkørslen af Sneen ved at styrte den fra Gaden i særlige »Snebrønde« i Kloakerne. I nordligere Lande vil dog ofte Temperaturen — baade af Sneen og af Kloakvandet — være for lav til, at Metoden kan anvendes med Fordel; og hertil kommer endnu bl. a. det uheldige Forhold, at hvor saadanne Snebrønde mest kunde tiltrænges — ved Byernes centrale Dele — er Kloakernes Vandføring ofte meget ringe, medens samtidig deres Beliggenhed er saa nær Terrainover- iladen, at Opførelsen af Snebrønde bliver vanskelig. I øvrigt skal jeg om Snerensningen endnu kun bemærke, at i Byer, hvor ikke blot Trottoirerne ønskes holdte farbare for gaaende, men hvor ogsaa Kørebanerne efter Snefald hurtig skulle gøres farbare for almindelige Køretøjer, vilde der kunne spares mange Penge, om Befolkningen vilde finde sig i at se paa Snedynger langs Kørebanernes Rande i lidt længere Tid, end den nu vil. Til Gadevandingen, som jeg kun skal sige nogle faa Ord om, stiller Publikum i Almindelighed større Fordringer, end den kan opfylde. Hovedhensigten med den er en Dæmpning af Støvet; men det er jo særlig paa tørre Sommerdage, med Blæst, at en saadan Dæmpning ønskes, og netop i tørt, varmt, blæsende Vejr maa en Vandings Virkning blive ret kortvarig. Og Spørgsmaalet om meget hyppig Vanding er ikke blot et rent økonomisk; det maa ogsaa erindres, at en meget rigelig Vanding er forbunden med visse hygiej- niske Ulemper og direkte og indirekte kan være gene- rende for Færdslen. Publikum venter sig desuden meget mere af den kølende Virkning af Vandingen, end denne i saa Henseende kan yde; og ikke sjældent ere Folk endog tilbøjelige til at tro, at Allétræer o. lign, kunne vandes tilstrækkelig ved den almindelige Gade- vanding. Endelig maa det ogsaa betænkes, at ligesom Støv fra Sahara kan føres langt op i Europa, saaledes kan endnu oftere Byluft forurenes af Støv fra nær- liggende sandede Egne. Herimod hjælper jo Gade- vandingen ikke. Skønt jeg ellers ikke i mit Foredrag er kommet ind paa tekniske Enkeltheder, skal jeg her omtale et Par særlige Vandingsmetoder, netop fordi Publikum i sin almindelige Utilfredshed med Gadevandingen med saa stor Interesse optager Forslag, der love forøgede Virkninger af den. De Metoder, jeg vilde nævne, ere Vanding med Havvand og den saakaldte Olievanding. Vanding ined Havvand har navnlig været anvendt i forskellige engelske Søstæder, og man har der været ret vel tilfreds med den. Det paastaas — og vistnok med Rette —, at dens Virkninger ere af længere Varig- ked end den almindelige Vandings; men paa den anden Side frembringer den et fedtet, slimet Overtræk paa Gaderne, ligesom der ved indtrædende Regn danner sig en relativ stor Mænge Mudder paa saaledes vandede Gader. Vandingen kan ogsaa kun udføres om Natten, da Søvandet sætter Pletter paa mange Slags Tøj. Nær- mest frembyder dens Brug sig, hvor en Bys Drikkevand er forholdsvis kostbart, og Spørgsmaalet om dens An- vendelse i Søstæder bliver derfor væsentligst et øko- nomisk. Olievandingen stammer fra Nordamerika, nærmere angivet — og dette har Betydning — fra det vestlige Nordamerika. Betegnelsen er i øvrigt uheldig. Jeg tænker ikke herved paa, at den er en Katakrese — man kan kun »vande« med Vand — men Sagen er den, at Olievandingen snarere maa betegnes som en Frem- gangsmaade til Vejbefæstelse end som en Vanding, saa- ledes som vi almindeligvis forstaa dette Ord. Olien, som benyttes, er, som De ved, altid Raa-Petroleum eller Nafta, og da denne ogsaa udvindes i Amerikas østlige Stater, var det naturligt, at Olievandingen ogsaa forsøgtes der, efter at den med stort Held var anvendt paa kaliforniske Veje. I disse østlige Stater gav Olie- vandingen imidlertid meget slette Resultater, og hvor- for? Man troede en Tid lang, at det tørre, varme Klima i Kalifornien betingede dens Brug der. Saaledes er det dog ikke. Men de kaliforniske Veje ere sandede Jordveje — vare de ikke sandede nok, lagde man før Olievandingen et 0,5—2,5 cm tykt Sandlag paa Vejen, — og af Sandet og Naftaen dannedes saa en Vej- befæstelse, der lignede Asfaltbelægning eller, rettere sagt, var Asfaltbelægning. Thi det er Hemmeligheden! Den kaliforniske Nafta indeholder 30—40 % Asfalt, medens den pennsylvanske Nafta, som brugtes i de øst- lige Stater, næsten udelukkende er opbygget af Parafiner, og af denne Grund er ubrugelig. Meddelelser om Me- toden naaede selvfølgelig snart Europa og bragtes f. Eks. herhjemme frem i den tekniske Presse allerede for flere Aar siden. De have nu i den sidste Tid ogsaa naaet vor Dagspresse, hvorefter der herved Kjøbenhavn ere anstillede nogle Forsøg med Metoden, som dog ere saa nye, at intet kan siges om deres Re- sultater. Efter hvad der foreligger fra Amerika, kan følgende imidlertid fastslaas som nødvendige Betingelser for et gunstigt Resultat af Olievandingen paa maca- damiserede Veje — og paa andre Veje er der jo ikke Tale om at anvende den i og ved Byer. Olien maa indeholde meget Asfalt. Den maa anbringes paa ny eller nyistandsat Macadamisering, der er dækket med et jævnt Lag af tørt, fuldkommen lerfrit Sand uden Fordybninger, og maa bringes paa Vejen — helst varm — paa en Aarstid med saa tørt og varmt Vejr som mulig. Første Aar maa der vandes to Gange; hvert følgende Aar behøves Vandingen næppe mere end 1 Gang. Nærmere Details kan jeg ikke komme ind paa; derimod vil jeg erindre om, at Naftaen, der flere Steder i Kalifornien kan faas for 50 Øre pr hl, f. Eks. her i Landet koster 7—8 Gange saa meget. Naar Naftaen ikke straks bindes af Vejmaterialet — som f. Eks. naar dette er leret — dannes en sæbeagtig Masse, som kan tilstænke Klæder og beskadige Cykleringe; men i det hele fortjener Olievandingen dog nok under visse For- hold mere Paaagtelse, end den hidtil har funden i Europa. For Fuldstændigheds Skyld skal jeg endelig be- mærke, at naar Publikum under Epidemier forlanger Gaderne »vandede« med desinficerende Midler, saa er en effektiv Opfyldelse af et saadant Forlangende natur- ligvis ganske uigennemførlig. Jeg skal nu slutte. Vel ved jeg, at jeg ikke kan have meddelt meget, der er nyt for Dem; men jeg har fundet det rigtigere at give en kort, samlet Oversigt