Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

26 FÆLLESMØDER ude af Betragtning. — Det gamle Kjøbenhavn talte den 1. Januar 1902 ca. 365,000 Mennesker, hvilket altsaa vil sige, at Befolkningen i de 20 Aar fra 1882 er vokset med 113,000 Mennesker. Af denne Tilvækst skyldes en mindre Del, mindre end y3, et Indvandringsoverskud, der i Begyn- delsen af Firserne var ganske anseligt, 4—6000 Menne- sker aarligt, men som nu i Slutningen af Halvfemserne er gaaet ned til kun at andrage 4—600 aarligt. Resten af Tilvæksten, mere end 2/3, skyldes et Fødselsover- skud, som i alle de 20 Aar har holdt sig paa det samme absolute Tal, nær op omkring 4000 aarligt. I den samme 20-Aars Periode viser det sig, at Fødselshyppigheden her som saa mange andre Steder er aftaget meget betydeligt; ved Begyndelsen af de 20 Aar var man oppe paa en Fødselskvotient om- kring 38 p. m., allerede i Slutningen af Firserne var , Fødselshyppigheden gaaet ned til ca. 34 p. m., i Be- gyndelsen af Halvfemserne faldt Fødselshyppigheden yderligere til 31 p. m., og nu i de senere Aar er man nede paa en Fødselskvotieut paa under 30 p. m. (ca. 29). Naar Overskuddet af Fødsler over Dødsfald trods denne betydelige Nedgang i Nataliteten dog har holdt sig omtrent uforandret, betyder dette følgelig, at der har fundet en tilsvarende Formindskelse af Dødeligheden Sted. — Dødelighedskvotienten for Kjøbenhavn var i Tidsrummet 1882—86 omtrent 22 p. m., 1887—91 ca. 21 p. m., 1892—96 omtrent 19 p. m. og har nu i det sidste af Femaarene 1897—1901 holdt sig mellem 17 og 18 p. m. For en ikke ringe Del hænger denne Nedgang i Dødelighed jo netop sammen med den berørte retrograde Bevægelse i Fødselshyppigheden: jo færre Fødsler, des sparsommere vil den tidlige Børnealdersklasse under 1 Aar være repræsenteret i Befolkningen, og da denne Aldersklasse altid leverer et relativt stort Kontingent til Dødeligheden, vil den samlede Dødelighed som en Følge deraf formindskes. — Man kan jo nu anstille en Be- regning af, hvor meget større et Antal Fødsler der med den nuværende Befolkning vilde være indtruffen, saa- fremt vi endnu havde haft den høje Fødselskvotient fra Begyndelsen af Firserne, og hvilken Indflydelse denne Forøgelse vilde have faaet paa Dødeligheden, eller man kan søge at beregne Dødeligheden ud fra en konstrueret Normalaldersklassefordeling; hvilken Beregning man an- stiller, vil man komme til det Resultat, at den sted- fundne Nedgang i Dødeligheden kun for en Del kan skrives paa den reducerede Natalitets Regning. Og det synes heller ikke vanskeligt at pege paa forskellige andre Forhold, der have virket i samme Retning. For det første er selve Børnedødeligheden, den relative Dødelighed blandt spæde Børn i 1ste Leveaar, gaaet jævnt og stadigt ned i alle de 20 Aar. — Det er jo et Fænomen, der genfindes i en Mængde større Byer. — Af 100 levendefødte Børn var det i Be- gyndelsen af Firserne ca. 21, i Slutningen af Firserne ca. 20, i Begyndelsen af Halvfemserne ca. 19 og nu i Slutningen af Halvfemserne ca. 18, som døde inden Udløbet af det 1ste Leveaar. — Og sondrer man de nyfødte Børn i de i Ægteskab og de udenfor Ægte- skab fødte Børn, viser det sig ved nærmere Under- søgelse, at denne Nedgang i Dødelighed i ganske for- trinlig Grad kommer de sidste til Gode. — Af 100 udenfor Ægteskab fødte Børn var det i Tiden 1882—86 ca. 36, 1887—91 ca. 31, 1892—96 ca. 26 og 1897—1901 omtrent 24, som døde inden 1ste Leveaars Udløb. Vil man søge en nærmere Forklaring for denne For- bedring af nyfødte Børns Levesandsynlighed, ligger det jo lige for at henvende Opmærksomheden paa den epide- miske Somraerkolerine, som ubetinget er den Dødsaarsag, der spiller den største Rolle for denne Aldersklasse. — Og en Opgørelse for de 20 Aar fra 1882—1902 viser da ganske rigtigt for denne Sygdoms Vedkommende en Aftagen i Udbredelse og Betydning som Dødsaarsag. Deles de 20 Aar i de samme fire Femaarsperioder som ovenfor, viser det sig, at Kole- rinens Sygelighedskvotient for disse fire Femaar er henholdsvis 315, 263, 238 og 195 for hver 10,000 Ind- byggere, og Dødelighedskvotienten henholdsvis 171,153, 136 og 143 for hver 100,000 Mennesker. Vil man gaa over til en anden epidemisk Sygdom, som i en Del af den Periode, Talen er om, stærkt decimerede den noget ældre Barnealder, Difterien, vil vi for denne Sygdoms Vedkommende linde en endnu mere iøjnefaldende Forbedring af Forholdene. Af Dif- teri og Group anmeldtes i Tidsrummet 1882—86 36, i 1887—91 113, i 1892—96 83 og i 1897—1901 46 Til- fælde for hvert 10,000 Mennesker. Og Difterien med- førte i det første af Femaarene for hver 100,000 Men- nesker 56 Dødsfald, i det næste Femaar 136, kulminerede i 1891 med 164 Dødsfald pr. 100,000, men er derefter aftaget jævnt og hurtigt, medførte i det tredje Femaar en Dødelighed af 75 og i det sidste Kvinkvennium en Dødelighed af kun 24 pr. 100,000 Mennesker. For- skellen lier i Løbét af 10 Aar er enorm. Og det er ikke alene i de yngre Aldersklasser, der viser sig en Fremgang i Dødelighedsforholdet; ogsaa for de ældre Aldersklassers Vedkommende lader der sig paa flere Punkter paavise en lignende Fremgang. Jeg skal her navnlig pege paa Lungetuberkulosen, der jo har spillet en større Rolle som Dødsaarsag end nogen anden Sygdom — den har tidligere voldet omtrent r/7 af alle Dødsfald. — Vi har her ikke nogen Sygelig- hedsstatistik at holde os til; et Forsøg, der i Slutningen af Halvfemserne blev gjort paa at samle en saadan Statistik, blev atter opgivet; forhaabentlig vil Forsøget inden ret længe blive genoptaget i forbedret Skikkelse. — Dødsfaldene af Lungetuberkulose udgjorde for hver 100,000 Mennesker i Begyndelsen af Firserne 262, i Slutningen af Firserne 243, i Begyndelsen af Halvfem- serne 190, i Slutningen af Halvfemserne 173 — i 1902 er vi endog kommen ned paa 119 pr. 100,000, altsaa langt mindre end Halvdelen af, hvad det var for 20 Aar siden. Jeg skal tilsidst endnu nævne et Par Sygdomme, som i Modsætning til de hidtil nævnte rent numerisk ikke spille nogen videre fremtrædende Rolle som Døds- aarsag, men som dog altid er egnede til at vække en vis Opmærksomhed, blandt andet fordi de i Reglen bortrykker deres Ofre i den kraftige Alder, i hvilken Udsigten til at dø ellers ikke er stor, og det ofte med kort Varsel, den tyfoide Feber og Barselfeberen. Al tyfoid Feber anmeldtes i de fire Femaar henholdsvis 19, 16, 11 og 10 for hver 10,000 Mennesker,