Guldmagere i Danmark
I det XVII. Aarhundrede

og ellers formebelft anben røigtig $orljinbring", blev Sagen udsat til efter Nytaar. D. 29. Januar 1681 fik saa Borrebygaard det samme Besøg, og, da Ove Ram in el s Fuldmægtig havde „probuceret ben ^rætenfion, font Ijanb paa fin §erre§ SBeigne tunbe fyafue" og desuden „een ffrifftlig Segiering, at 3nbfør£felen maatte ffee ubj all SorrebpeS Siugning, 6aabe ubj Sorgergaarben, faa og Sabegaarben faa wel font og ubj bet øfrige", blev der foretaget Udlæg i Rub og Stub. Først var der „bet ftoere §uu§, fom ftaaer paa æolbftæbet, item trøenbe §uufe ubj Sorregaarben, bet eene falbes gabebourS^uufet og bet anbet SrøtrøerS'- 09 5tiøÆen§I)uufet fampt SSafdjerljuufet, fom ftaaer paa £>iørnet imellem fornefnte troenbe §uufe". Det blev bemærket, at disse Huse befandtes „ofuer alt af faa ftoer een Srøftfelbig^eb, faa at titt bet§ Reparation 6e1)øfweS een anfeelig Sefoftning". Saa var der de Bygninger, som tidligere havde tilhørt afdøde Oluf Daa, „og fom nu forregifroeå roelbemelte røelbr: Söolbetnar 'SD a a e fifl at ffall (jafrøe tilforljanbleb, nemblig af Sorgegaarben bet £uu§, fom hirden ubj ftaaer, fom ftretfer fig ubj Sønber og og eller§ ubj fin Sengbe 09 Srebe, lißefonx bet nu forefinbeS; ubj Sabegaarben alle be éuiife, font her fammeftebö nu finbeg, og ligefom be begrebne ere". Det hedder dernæst, at „fortørefne ßuu§ ubj jöorregaarben ide alleenefte befinbeS meget brøftfelbig