Materialprøvning Og Prøveanstalter
Med Overslag Til Udstyr For En Norsk Materialprøveanstalt (Stipendieinberetning 1895 II Del)

- ts - I sammentrykningskurven AB er kurven mere jevn, da ingen lokal deformation her indtræder. Blandt de almindelig benyttede konstruktionsmaterialer er det væsentlig hos smedejern pg valset staal, at et parti af kurven er en saa godt som ret linie. For saadanne materialer er der efter punkt A (se fig. 23) et parti AB, hvor kurven afviger noget fra den rette linie. Punkt A kaldes af Bauschinger proportionalitetsgrænsen; andre kalder det elasticitetsgrænsen. (Der har i det hele taget været adskillig strid om, hvad der skal forstaaes ved elasticitetsgrænsen, noget, der ikke her nær- mere kan gaaes ind paa.) Et lidet stykke efter punkt J, ved B, er der for adskillige valsede eller hamrede materialer en skarp synkning i kurven. Dette punkt B kaldes af englænderne «.yielding point*. Bauschinger benævner det «strækgræn- sen». Grunden til dette knæk i kurven har enkelte forsøgt at finde i et længdestræk af de i materialet indesluttede blæreruni; andre har ment, at grun- den til, at kurven efter punkt C atter stiger, skriver sig derfra, at materialet bliver haardere, og ser deri for flusjerns vedkommende ogsaa et bevis for, at ved strækning en delvis omvandling af cc-jern med chemisk bundet kulstof til ß-jern med frit kulstof finder sted. Denne antagelse mener i mange maa være den rigtige, da meget haarde flusjernsorter, der indeholder en meget høi procent af [3-jern, ikke viser denne eiendommelighed. Andre mener igjen, at materialets fasthed ved punkt B kan staa i forhold til den fasthed, mate- rialet har havt under valsningen uden netop at være identisk med den. Af betydning er det i hvert fald, hvor lang tid prøvestykket udsættes for stræk ved punkt B. Et meget vigtigt punkt i kurven er endvidere D, der svarer til maximal- belastningen. Derefter begynder den lokale kon- traktion at indtræde, og prøvestykket brister selv ved en mindre belastning end maximalbelastningen. Paa grundlag af disse observationer, særlig maximalbelastningen, forlængelsen og tversnits- formindskelsen i bruddet, har man forsøgt at danne saakaldte værdiziffre. Wøhler foreslog at maale et materiales modstandsdygtighed ved summen af brudspændingen (maximalbelastningen) og tver- snitsformindskelsen og samtidig fastslaa en nedre grænse for hver af dem. For exempel: Der for- langes en fasthed af mindst 50 kg. pr. m.2 og en tversnitsformindskelse af mindst 20 pct. Sum- men af begge skal mindst være 85. Som værdi- ziffer mener Tetmajer, at produktet af stræk- fasthed og forlængelse efter bruddet bedst egner sig, idet dette mere staar i forhold til den af dia- grammet begrænsede arbeidsflade. Andre som Martens mener igjen, at det overhovedet ikke lader sig gjøre paa en heldig maade at opstille værdiziffre. Imidlertid har for- skjellige institutioner som tekniske foreninger, marinerne, assuranceselskaber o. s. v. opstillet visse bestemte tal, som de benyttede materialier ikke maa underskride; ofte finder man ogsaa værdi- ziffre opstillede. TREDIE KAPITEL DE ALMINDELIGE PRØVER. 4 I. Metaller. 1) Strækprøve. Den almindeligste prøve, afslitningsprøven, er nu almindelig anerkjendt. Man undersøger elasticitetsgrænsen, strækgrænsen, strækfasthed, brudfladens kontraktion, strækningen efter bruddet, angiver ofte ogsaa kvalitetskoefficien- ten (produktet af spec, strækfasthed og relativ strækning). 2) Trykprøve udføres, og kan ogsaa elasti- i citetsgrænsen, om ønskes, undersøges. 3) Slagprøve udføres med faldværk og fore- tages kun paa større stykker, som skinner, aksler, for at prøve deres modstand mod stødvis virkende kræfter, saaledes som de i brug udsættes for. Prøvestykket anbringes sikret mod dreining — uden dog at fastklemmes — paa passende underlag, saaledes at det sted, der skal optage slaget, nøi- agtig ligger i loddets tyngedlinie. Faldhøjden er ofte 6 m. Loddets vægt 500 eller 600 kg. I sjeldnere tilfælder 1000 kg. Paa en vedhængende skala kan faldhøjden aflæses. Slagarbeidet beregnes