Kjøbenhavns Telefonvæsen 1881-1906

(nu Ministeriet for offentlige Arbejder) bemyndiges til for et Tidsrum af ind- til 20 Aar at meddele Koncession paa Anlæg og Drift af Telefoner. Staten har i sin egen Ilaand taget de store Tele- fonlinier til Forbindelse med Udlan- det og imellem de enkelte Landsdele og Øer, medens de lokale Telefonnet er overdragne til private Selskaber under Statens Kontrol. — Denne Ord- ning, der iøvrigt ikke kom i Stand uden politisk Kamp, har vist sig at fungere meget hensigtsmæssigt. De efter de enkelte Landsdeles særegne Forhold afpassede billige Takster har bevirket en fortsat stærk Stigning i Abonnentantallet, saaledes at Dan- mark vedblivende staar som et af de Lande, hvor Telefonen har størst Ud- bredelse. Københavns Telefon-Aktieselskabs Koncession er dateret den 6. Oktober 1898. Den giver Selskabet Eneret til Telefondrift i København samt paa det øvrige Sjælland med Amager. Efter Udløbet af Koncessionen, i 1918, kan Staten overtage Anlægene efter Vur- dering eller forlænge Koncessionen. Den vigtigste Bestemmelse i Konces- sionen er, at Taksternes Maksimum fastsættes af Ministeriet for indtil 5 Aar ad Gangen. Den første Ansættel- se af Maksimaltaksterne bragte en be- tydelig Nedsættelse, saa betydelig, at Selskabets Eksistens i ikke ringe Grad var truet. Efter 5 Aars Arbejde med disse Takster, var Selskabets Reserve- fond. opbrugt, idet en foretagen Vur- dering viste, at der kun vilde blive Dækning for Aktionærerne, naar det samlede Anlæg vurderedes fuldt ud til Nyanlægs-Priser. I Virkelighe- den var der saaledes et Deficit, idet Anlægene, trods god Vedligeholdelse, ikke kan siges at have fuld Nyan- lægs-Værdi. Det kan ikke bebrejdes Selskabet, at det i sine første Aar, medens Sagen var ny, har givet forholdsvis stort Udbytte. Den Omstændighed, at Aktiekapitalen i en særlig gunstig Periode opskreves med 500,000 Kr., afballanceres derved, at der i Selskabet i de samme Aar var blevet indbetalt lignende Beløb i Kurs- difference, saaledes at Selskabets hele Kapital praktisk talt er fuldt indbe- talt. Overhovedet maa det erindres, at Forholdene i Selskabets første 10 Aar var saa smaa, at deres Indflydelse paa de senere Aars Drift og Kapitalforhold er uden Betydning. Alle Anlæg fra den Tid er forsvundne, afskrevne og erstattede med nye. Naar det i Koncessionen, overens- stemmende med Loven, er bestemt, at det lokale Telefonvæsen drives af et privat Selskab, som ikke skal ud- rede nogen Afgift til Stat eller Kom- muner, saa ligger deri den Forud- sætning, at den fornødne Kapital skal kunne tilvejebringes ad privat Vej, altsaa at Selskabets Kapital — forsvarlig Drift forudsat — skal kun- ne forrentes paa rimelig Maade. Gaar man ud fra, at Kapitalen til- vejebringes halvt ved Aktier og halvt ved Laan, saa er det Udbytte, 6 pCt., som Aktionærerne i en Række af Aar har erholdt, ikke for stort. Ved et Foretagende, der er forbundet med Risiko i Tilfælde af nedadgaaende Konjunkturer, for ikke at tale om Kri- ser, og hvis Værdier er pantsatte til Obligationsejere for Halvdelen af de- res Beløb, maa 6 pCt. endog anses for et Minimum. Den virkelige Forrent- ning af Selskabets Midler, Aktier og Obligationer tilsammen, har i de se- nere Aar kun andraget ca. 5J pCt. Naar det erkendes, at Ledelsen har været teknisk forsvarlig og økonomisk sparsommelig, maa Selskabet kun- 29 —