Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

6 nærmest maa betragtes som en rørformet Drager eller Bjælke. Den praktiske Form for Undersøgelsen er først fremdragen af Sir E. Reed i England 1871, og siden da er der udført et stort Antal Beregninger saa- vel for Handels- som for Orlogsskibe. De Paavirkninger, vi i det følgende vil undersøge, er: a. Paavirkninger til Bøjning i lodrette langskibs Planer. b. Paavirkninger, som søger at forandre den tværskibs Form. c. Lokale Paavirkninger, navnlig de, som skyldes Fremdrivnings- midlerne. d. Accelerationspaavirkninger, som skyldes Rulninger og Duv- ninger. e. Paavirkninger, som skyldes Rystelser fra Maskineriet. 9. Paavirkninger til Bøjning i lodi’ette langskibs Planer. Flyder Skibet i Ligevægt i stille Vand, er ifølge Arkimedes’ Lov dets samlede Vægt lige stor med Vægten af den uddrevne Vandmasse (Op- driften, Deplacementet), og disse Kræfters Retningslinier er tillige sam- menfaldende; men tænkes Skibet delt i mindre Dele ved lodrette tvær- skibs Planer, se Fig. 1, vil Vægten af hvert Stykke ikke være lige stor med Opdriften paa Stykket; paa nogle af Stykkerne vil der være Over- skud af Vægt, paa andre Stykker Overskud af Opdrift; denne Kraft- differens vil i Skibets forskellige Tværsnit frembringe en Forskydnings- kraft og et Bøjningsmoment, som kan findes paa følgende Maade: Man tegner en Kurve, O i Fig. 2, hvis Abscisse repræsenterer Ski- bets Længde i øverste Vandlinie og hvis Ordinater repræsenterer Skibets tilsvarende nedsænkede Arealer. Arealet mellem Kurven og Abscisse- aksen vil da repræsentere Skibets nedsænkede Rumfang, men kan, ved Forandring af Skalaen for Ordinaterne, bringes til at repræsentere Op- driften. Man maa dernæst konstruere en Kurve, hvis tilsvarende Areal re- præsenterer Skibets Vægt i samme Skala som Opdriftskurvens. For at simplificere de nødvendige Beregninger, deler man Skibets totale Længde i et passende Antal Stykker ved tværskibs lodrette Planer, hvis indbyrdes Afstand afhænger af Installationerne i Skibet, og beregner Vægten af den Del af Skroget med alle de dertil hørende Genstande, som findes paa hvert enkelt Stykke. De fundne Vægte for hvert Stykke divideres med det tilsvarende Stykkes Længde, hvorved man erholder Middelvægtene, der afsættes som Ordinater gennem Stykkernes Midt- punkter. Man kan nu enten trække en jævn Kurve gennem Ordinater- nes Endepunkter, som Kurve V i Fig. 2, eller tegne en trappeformet Linie, som den med »Vægtkurve« betegnede Linie i Fig. 11 og 12, i begge Tilfælde med Skibets totale Længde som Abscisse; Skibets Vægt vil da repræsenteres af Kurvens tilsvarende Areal, der altsaa skal være