Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

7 lige stort med Opdriftskurvens og have sit Tyngdepunkt paa den samme Ordinat. For en vilkaarlig Ordinat AC i Fig. 2 vil Differensen BC mellem de to Kurvers Ordinater angive Opdrifts- eller Vægtoverskuddet. I Kur- vernes Skæringspunkter er Opdriften og Vægten lige store, de tilsva- rende Tværsnit i Skibet kaldes vandbaarne. 10. Man tegner denæst en Kurve, Belastningskurven (curve of load) L, hvis Ordinater er Differensen mellem de to første Kurvers, denne Differens afsættes nedad, hvor Vægten er størst og omvendt. L har lige store Arealer over og under Abscisseaksen, og Tyngdepunk- terne af de to Halvdele ligger paa samme Ordinat. Skibet betragtes nu som en Drager eller Bjælke, belastet med Kræfter svarende til L’s Ordinater under, og baaret af Kræfter svarende til L’s Ordinater over Abscisseaksen. Integreres Belastningskurvens tilsvarende Areal fra Skibets ene Ende til et bestemt Tværsnit, ved man fra den tekniske Mekanik, at det fundne Areal angiver den Transversal- eller Forskydningskraft (shea- ring force), som paavirker dette Tværsnit. Man kan derved let kon- struere en Forskydningskraftkurve F, Belastningskurvens første Inte- gralkurve, hvis Ordinater repræsenterer Belastningskurvens tilsvarende Arealer, og derved den forskydende Kraft i Skibets enkelte Tværsnit. Arealerne af Forskydningskraftkurven, integreret fra Skibets ene Ende, har som bekendt den Egenskab at fremstille Bøjningsmomen- terne (bending moment) i de forskellige Tværsnit. Herved kan man konstruere en Bøjningsmomentkurve M, Belastningskurvens anden Inte- gralkurve, hvis Ordinater repræsenterer Forskydningskraftkurvens Are- aler eller, hvad der er det samme, Bøjningsmomenterne i Tværsnittene. Man bør mærke sig, at L skærer Abscisseaksen, og F har positivt og negativt Maksimum i de vandbaarne Tværsnit, medens M har Maksi- mum, hvor F skærer Abscisseaksen. 11. I et Orlogsskib eller et Passagerskib undergaar Vægtenes For- deling kun smaa Forandringer, idet kun Kul- og Proviantforbrug finder Sted, og Vægten af disse Sager er saa ringe i Forhold til Skibets Vægt, at den ikke forandrer Belastningskurven synderligt. For saadanne Skibe kan man derfor konstruere Kurver, som paa det nærmeste svarer til de virkelige Forhold i stille Vand. Kurverne for disse Skibe har i Reglen følgende Karakter: Der vil være Vægtoverskud ved begge Ender, Opdriftsoverskud paa hele Midterpartiet, V- og O-Kurverne skærer kun hinanden i to Punkter, og Skibet kan betragtes som en Drager, der er understøttet paa sin midterste Del og belastet ved Enderne, den Formforandring (strain), som Skibet underkastes i dette Tilfælde, kaldes Kølløftning.