Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

310 forneden, vil dette Røringspunkt være Opdriftscentret for Deplace- mentet Nul, afsætter man derfor i Fig. 417 dette Røringspunkts Af- stand fra OA som Ordinat med Abscissen Nul, erholder man derved Tværkurvens Begyndelsespunkt. Bestemmer man endvidere en Gang for alle Deplacementets Rum- fang V og Opdriftscenter for det helt nedsænkede Skib, vil dette Punkts Afstand fra de respektive Momentplaner OA være Ordinater til Endepunkterne af Skibets Tværkurver. . Fig. 403 viser Tværkurverne for hver 15de Grad til »Freja«, al- sat fra VLj som den vilkaarlig valgte Abscisseakse. Ønsker man nu at erholde en isocaren Stabilitetskurve for dette Skib, naar det f. Eks. flyder ved VL1 med sit Tyngdepunkt 3,6 m over Kølens O. K., skal man trække en lodret Linie gennem VL/ Skæringspunkt med Deplace- mentskurven, udmaale Afstandene fra Abscisseaksen til den lodrettes Skæringspunkter med Kurverne, fra hver Afstand subtrahere 3,6 gange sin til den midt paa hver Kurve noterede Vinkel og afsætte de fundne Slørreiser som Ordinater til de korresponderende Vinkler i Fig. 416, der netop angiver »Freja«s isocarene Stabilitetskurve, naar dette Skib flyder ved VL1 med sit Tyngdepunkt 3,6 m over Kølens O. K. Stabilitetsfladen. Man kan faa et samlet Indtryk af et Skibs tværskibs statiske Stabilitet for en bestemt Beliggenhed af G, men variable Krængninger og Deplacementer ved en saakaldt Stabili- tetsflade, se Fig. 418. Her svarer X-Koordinaterne til Krængnings- vinkler, Y-Koordinaterne til Deplacementer i ts og Z-Koordina- terne til Værdier for Gz. En saadan Flade konstruerer man aldrig i Praksis, men den medtages her, fordi den giver en god Sammenligning mellem isocarene og isocline Stabilitetskurver; de første fremkommer nemlig som Skæ- ringslinier mellem Fladen og lodrette Planer, der er OX og har givne Deplacementer til Y-Koordinater; de isocline Kurver fremkom- mer derimod som Skæringslinier mellem Fladen og lodrette Planer, der er OY og har givne Krængningsvinkler til X-Koordinater. 301. Tværskibs dynamisk Stabilitet for en Krængning 6» er den Energi, som maa tilføres Skibet for at krænge det om en langskibs Akse fra den oprejste Stilling til Vinklen 0. Man kan dog ogsaa definere den dynamiske Stabilitet for en Krængning » som den Energi, Skibet besidder i den krængede Stilling udover den Energi, som det besad i den oprejste Stilling; men ved begge Defini- tioner er det en Forudsætning, at Skibet kommer til den krængede Stil- ling med Hastigheden Nul og med uforandret Deplacement. Den tilførte Energi maales ved Størrelsen af to Arbejder: At for- øge den lodrette Afstand mellem B og G, samt at overvinde Vandets