Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

328 O. K. ved langskibs Integration af Produkterne aXai; bxb,, cXct o. s. v. Forholdet mellem Momenterne og Deplacementet giver den langskibs og lodrette Stilling af Opdriftscentret Bt svarende til Vand- linie W1L1, hvorefter det tilsvarende Gz bestemmes ved Udmaaling paa Tegningen. Det erindres, at Højderne a15 bu Cj o. s. v. ogsaa kan bestemmes ved at dividere Arealerne under Spanteintegralkur- verne med Længderne a, b, c o. s. v., analogt med Deplacements- kurven og Kurven »B-Lodret«. Ligesom man konstruerede en isocaren Stabilitetskurve for den tværskibs Stabilitet, svarende til et bestemt Deplacement og et be- stemt G, men variable Krængningsvinkler, kan man nu konstruere en Stabilitetskurve for den langskibs Stabilitet, svarende til en bestemt Middeldyb gang og et bestemt G, men forskellige Duvningsvinkler. For- skellen mellem de to Slags Beregninger bestaar altsaa deri, at man ved den langskibs Stabilitet ikke medtager Bæltekorrektionen; men det indses umiddelbart, at denne ikke i delte Tilfælde har samme Betydning som ved den tværskibs Stabilitet, fordi de tilsyneladende nedsænkede og udløftede Kiler er omtrent lige store i Rumfang ved de Duvningsvinkler, der kan være Tale om at benytte, og Deplace- mentet er altsaa praktisk talt konstant for disse Vinkler. Det maa tillige bemærkes, at de forskellige Duvningsvinkler ikke afsættes i Grader, men maales ved Styrlastighedsforandringerne, WW14*LL1 i Fig. 437, thi disse er i Praksis det bekvemmeste Maal for de benyt- tede Duvningsvinkler. Ovenstaaende er altsaa den næsten helt rigtige Fremgangsmaade, og har man en Integrator — eller endnu bedre — en Integral (se § 267) til Raadighed, bliver Beregningsarbejdet ikke særlig stort; er dette imidlertid ikke Tilfældet, og ønsker man alligevel at undersøge den langskibs Stabilitet ved en noget nøjagtigere Metode, end man opnaar ved Brugen af den langskibs Metacenterhøjde, kan man gaa frem paa følgende Maade: Ved Betragtning af Fig. 437 ser man, at Gzs Værdi svarende til Vandlinie WjL^, ikke forandres ret meget ved, at man betragter Bi som liggende i Konstruktionsvandlinien WL; men gør man dette, kan man spare Beregningen af Opdriftscentrernes lodrette Beliggen- hed og nøjes med den langskibs Momentberegning; den langskibs Stabilitetskurve bliver da som vist i Fig. 435. Her er Konstruktionsvandlinien WL og ® valgt til henholdsvis Abscisse- og Ordinatakse, Opdriftscentrernes Afstande fra ® er Abs- cisser, medens de tilsvarende Styrlastighedsforandringer WWj-j-LLj er Ordinater; følgelig har Kurvens Skæringspunkt med WL en