Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv
Forfatter: O. Folden
År: 1915
Forlag: H. Aschehoug & Co.
Sted: Kristiania
Sider: 166
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000151
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
skap som «straarøver» (som det heter paa persisk)
blev studeret.
Dronning Elisabeths livlæge William Gilbert (f. 1540)
fandt at det var en hel del stoffer som ved at gnides
fik ravets tiltrækningskraft — elektrisk kraft som han
kaldte den. Alle slike stoffer kaldte han elektriske, og
de som ikke fik den, kaldte han uelektriske. Men alle
faste stoffer, baade de som hørte til den ene og den
anden av disse to grupper, blev tiltrukket av de elek*
triserte. De stoffer som han undersøkte, laget han i
form av en almindelig kompasnaal, dreibar paa en fin
spids. Saasnart et elektriseret legeme holdtes bort til,
blev naalen tiltrukket. Ogsaa væsker blev paavirket,
men ikke luft, flammer eller glødende legemer.
Men forsøkene gaar ikke altid like glat — sier
Gilbert. I solskin og tør luft, slik som det er i London
med nords eller østenvind, gaar det meget bedre end i
fugtig luft med sønden* eller vestenvind. Aander man
paa det elektriserte legeme eller skvættes der vand eller
spiritus paa det, saa svækkes den elektriske tilstand
eller forsvinder helt. Men olje generer ikke.
Gilbert mente at det var noget som gik ut av
legemet ved elektriseringen. Hans berømte bok «De
magnete» satte mange naturforskere i bevægelse, men
ikke mange var saa dygtige som Gilbert i at eksperi*
mentere.
Den berømte borgermester i Magdeburg Otto v.
Guericke (1602—86) — han med de magdeburgske
halvkuler — eksperimenterte ogsaa, og naar han tok fat
paa noget, var der ikke noget knusleri. Han laget en
maskin til elektriseringen. Den store svovelkulen (fig. 1)
laget han ved at fylde en glaskule med smeltet svovel og
derpaa slaa glasset istykker. Med denne kulen gjorde
han nogen merkelige opdagelser. At den tiltrak et dun,
var jo ikke rart, men naar dunet hadde berørt kulen,
blev det frastøtt igjen, ja det kunde holdes svævende
i luften over kulen. Kom han i nærheten av dunet, for
det hen til ham, helst til næsen, og naar det hadde
rørt ved den, blev det atter tiltrukket av kulen, og dette
kunde gjentages mange ganger.