Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

Forfatter: O. Folden

År: 1915

Forlag: H. Aschehoug & Co.

Sted: Kristiania

Sider: 166

UDK: 621.30 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000151

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 176 Forrige Næste
skap som «straarøver» (som det heter paa persisk) blev studeret. Dronning Elisabeths livlæge William Gilbert (f. 1540) fandt at det var en hel del stoffer som ved at gnides fik ravets tiltrækningskraft — elektrisk kraft som han kaldte den. Alle slike stoffer kaldte han elektriske, og de som ikke fik den, kaldte han uelektriske. Men alle faste stoffer, baade de som hørte til den ene og den anden av disse to grupper, blev tiltrukket av de elek* triserte. De stoffer som han undersøkte, laget han i form av en almindelig kompasnaal, dreibar paa en fin spids. Saasnart et elektriseret legeme holdtes bort til, blev naalen tiltrukket. Ogsaa væsker blev paavirket, men ikke luft, flammer eller glødende legemer. Men forsøkene gaar ikke altid like glat — sier Gilbert. I solskin og tør luft, slik som det er i London med nords eller østenvind, gaar det meget bedre end i fugtig luft med sønden* eller vestenvind. Aander man paa det elektriserte legeme eller skvættes der vand eller spiritus paa det, saa svækkes den elektriske tilstand eller forsvinder helt. Men olje generer ikke. Gilbert mente at det var noget som gik ut av legemet ved elektriseringen. Hans berømte bok «De magnete» satte mange naturforskere i bevægelse, men ikke mange var saa dygtige som Gilbert i at eksperi* mentere. Den berømte borgermester i Magdeburg Otto v. Guericke (1602—86) — han med de magdeburgske halvkuler — eksperimenterte ogsaa, og naar han tok fat paa noget, var der ikke noget knusleri. Han laget en maskin til elektriseringen. Den store svovelkulen (fig. 1) laget han ved at fylde en glaskule med smeltet svovel og derpaa slaa glasset istykker. Med denne kulen gjorde han nogen merkelige opdagelser. At den tiltrak et dun, var jo ikke rart, men naar dunet hadde berørt kulen, blev det frastøtt igjen, ja det kunde holdes svævende i luften over kulen. Kom han i nærheten av dunet, for det hen til ham, helst til næsen, og naar det hadde rørt ved den, blev det atter tiltrukket av kulen, og dette kunde gjentages mange ganger.