Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

100 store muskelspænding trætter selvfølgelig hurtigt barnet, og nar træt- heden kommer, forværres det forkerte endnu mere, fordi barnet taber herredømmet over bevægelserne. Barnet ønsker at bringe sine fingerspidser i så nær føling med skriften som mulig og fatter derfor langt ude paa penneskaftet, helst ude på pennen, og de strittende fingerknoer danner da en straalekrans, som skjuler pennen for øjet. Men barnet vil se pennespidsen, derfor enten skydes skrivebogen tilhøjre, eller, hvis dette forhindres, drejes hovedet om til venstre for at kigge efter pennespidsen, og de fejle skrivestillinger kommer: hældningen af hovedet, krumningen al ryg- gen til højre eller til venstre. Da associationsevnen er så ringe, tal- der det børnene vanskeligt at afveje trykket at pennen mod papiret, trykstregerne bliver derfor plumpe og tykke, og under udførelsen af opstregerne hænger pennespidserne fast i papiret, så pennen sprutter. Den almindelig brugte håndstilling og penneholdning (f. eks. be- skrevet i overintendant .Jørgensens meget brugte skrivebøger) er: hån- den skal drejes indad, således at håndfladen vender nedad, pegefin- gerens kno skal vende lige opad, hånden løftes og kun hvile på den bøjede lillefinger. En frygtelig trættende og unaturlig håndstilling. Den stærke indaddrejning af hånden kan kun vedligeholdes ved en stadig, anstrængende muskelsammentrækning; lillefingeren yder hånden util- strækkelig støtte, og hånden må derfor holdes løftet ved hjælp af underarms-musklerne. Denne muskelanstrængelse og opmærksomheden ved at holde stillingen vedlige svækker kontrollen med den øvrige koordination af skrivebevægelserne, endog i meget høj grad. Indad- drejning af hånden er ganske unaturlig ved fint håndarbejde; sætter man sig til et fint arbejde ved et bord, lader man underarmen og de ydre håndrande hvile på bordet for at kunne arbejde med fingrene, og således skal man også lægge højre hånd ved skrivning. Naturen er stærkere end skrivebogernes regler: et øjeblik efter at eleven har taget pennen mellem fingrene og bragt hånden i den foreskrevne stil- ling, ruller hånden om på siden og hviler på den udvendige rand — selvfølgelig, thi alt andet er uudholdeligt. Men så væltes pennen med, og siden af pennen lægges mod papiret. Jeg har set klasse efter klasse i Københavns kommuneskoler, hvor Jørgensens .skrivemetode bru- ges, skrive på denne made. Når der skrives skråskrift (den Spencerske, til højre hældende skrift), som jo synes at skulle beholde pladsen i kampen mod stejlskrif- ten, lægger pennen mekaniske vanskeligheder i vejen for begynderen. Tryklinjerne skal dannes ved spiling af pennespidserne, finstregerne med samlede spidser. Men når penneskaftet, som det efter reglerne skal, peger mod den skråt liggende arms albu, er den natuiTge ret-