Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

115 den lade side; allerede ved bakteriernes indbrud mødes de af hin- dringer, idet de normale afsondringer fra slimhinderne, der beklæder hulhederne ved legemets indgangsporte, hos det sunde, kraftige men- neske luir bakteriedræbende egenskaber. Dernæst danner lymfe- kirtlerne en slags vagtposter, der kan standse smitten, ef torat den har fundet vej gennem huden eller slimhinderne. I denne kamp mod smitten kan lymfekirtlerne selv blive »betændte« og svulme op. Er smitten imidlertid nået videre, ind i blodet, og har smitstoffet sat sig fast i et eller flere organer, værger organismen sig derved, at der i vævene (og blodet) dannes modgifte, af hvilke nogle dræber og opløser bakterierne, andre neutraliserer bakteriegiftene. Sidst og måske ikke mindst bekæmpes bakterierne af de hvide blodlegemer (og andre vævsceller), der er istand til at omklamre bakterierne, op- tage dem i deres cellelegeme og fortære dem, ligesom amoeberne op- tager de smådyr, hvoraf de lever (ædeceller, fagocyt er). Denne celle- virksomhed forhøjes ved, at der i vævssafterne dannes stoffer, som gør bakterierne niere tiltrækkende for de hvide blodlegemer. Af denne kamp afhænger udfaldet af sygdommen: er forsvaret det stær- keste, kommer der helbredelse; er bakterierne de stærkeste, dør den syge. De neutraliserende og bakteriedræbende modgifte, der udvikles i en sygdom, har, hvis livet bevares, yderligere den virkning, at de gør organismen uimodtagelig (immun) mod denne sygdoms bakterier, et forhold, der også har den største betydning ved helbredelsen. Den tilstand, legemet derved kommer i, kaldes immunitet, og modgiftene kaldes immunstoffer. Den immunitet mod en sygdom, der erhverves ved at have gennemgået den, kan være livsvarig*) eller af kort varig- hed; hvori denne forandring af legemet består, vides ikke. Den kan også frembringes ved indpodning af smitstoffet i en sådan form, at der kun fremkaldes en meget mild sygdom (vaccination), og ind- sprøjtning i blodet af bakteriernes gifte kan have lignende virkning. Den immunitet, der opnåes på denne måde, er aldrig livsvarig. En- kelte mennesker har medfødt immunitet mod visse smitstoffer, og modtageligheden er forskellig i de forskellige aldre. Det er ikke alle smitsomme sygdomme, der under deres forløb udvikler immunitet; der kommer da gang på gang tilbagefald, og sygdommen trækker ud i det uendelige, som f. eks. forkølelsessyg- dommene eller gigtfeberen, og de går over i kroniske former. Kam- pen mod disse sygdomme fores formentlig væsentligst af fagocyterne. *) Når der her og i det folgende siges, at en sygdom efterlader livsvarig immunitet, må det forstås saledes, at immuniteten praktisk taget er livsvarig, idet gentagne anfald er så sjeldne, at det ingen betydning har. 8*