Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne
Forfatter: Poul Hertz
År: 1917
Forlag: J. Jørgensen & Co.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 285
UDK: 613.7-9
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
117
dygtige. Af alle disse grunde er det overordentlig hyppigt, at smitten
trænger ind i legemet gennem slimhinderne, og navnlig er det slimhin-
derne indenfor indgangsportene til åndedræts- og fordøjelsesorganerne,
som er udsatte for smitten. Visse bakterier føres med indåndings-
luften ned i luftrørene, ja måske helt ned i lungerne, andre føres med
fødemidlerne ned i tarmen og udfolder dér deres skadelige virkninger.
Smittekilden er først og fremmest de syge og deres sygelige afsondrin-
ger. I næsten alle smitsoter er åndedrætsorganerne, svælg, næse, øjen-
slimhinderne — alle eller enkelte af dem — angrebne, visse smitsoter
har deres væsentligste sæde netop på et af disse steder; i andre er
tarmkanalen sæde for sygdommen. Alle afsondringer fra de syge
steder indeholder smitstof, som uundgåeligt føres over på den syges
hænder, ansigt, tøj, sengklæder osv. Fra hænderne uddeles det til alt,
hvad den syge rører ved, til andre personer ved håndtryk eller anden
berøring, fra munden overføres det ved kys eller til kopper, glas og
andre brugsgenstande, og alt dette sker desto mere, jo mindre renlig
den syge og dens omgivelser er. I ni af ti tilfælde er det den raske
persons hånd, der modtager smitstoffet, fra hånden føres det lettelig
til munden, øjnene, næsen, altså netop til de for smitte mest mod-
tagelige steder af legemet. Mund, næse, øjne osv. er således i en stor
mængde smitsoter den hyppigste indførsels- og udførselsvej for smil-
len, og hænderne, den syges og den raskes, den vigtigste smittespreder.
Men smitstoffet kan også nå til de raske ad omveje; som allerede
nævnt kan det sætte sig på brugsgenstande, drikke og spiseredskaber
ikke at glemme, og med disse bringes videre. Det kan tilblandes
til fødemidler som mælk, kød osv., når de, der passer den syge, også
behandler disse fødemidler og ikke er renlige med deres hænder og
øvrige person. Drikkevandet kan besudles af smilteholdige ekskre-
menter, når disse uden at være desinficerede kastes ud på mødding
eller nedgraves på steder, hvorfra de med regnvandet kan sive ned i
grunden. Tidligere frygtede man meget overførelse af smitte gennem
luften, eller rettere fra det støv, der svæver i luften, og hvis støvkorn
kan bære og hyppigt bærer bakterier. Denne smittevejs betydning er
dog betydelig mindre, end man formente; støvkornenes bakterier er
sikkert sjældent sygdomsvækkere, og da kun i lukkede rum, aldrig
i fri luft. Derimod spiller den spredning af smitten, ved hvilken
uendelig fine dråber eller vædskeblærer slynges fra den syges mund,
næse og svælg under hoste, nysen, hidsig tale osv., en stor rolle i alle
de sygdomme, der har deres sæde i åndedrætsorganerne, næse og
svælg. (Flügges dråbespredning.)
Når en smitsot er overstået, er sygdommens bakterier tilintetgjorte
og findes ikke længere i legemet. Det vil sige i de fleste tilfælde. I