Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

117 dygtige. Af alle disse grunde er det overordentlig hyppigt, at smitten trænger ind i legemet gennem slimhinderne, og navnlig er det slimhin- derne indenfor indgangsportene til åndedræts- og fordøjelsesorganerne, som er udsatte for smitten. Visse bakterier føres med indåndings- luften ned i luftrørene, ja måske helt ned i lungerne, andre føres med fødemidlerne ned i tarmen og udfolder dér deres skadelige virkninger. Smittekilden er først og fremmest de syge og deres sygelige afsondrin- ger. I næsten alle smitsoter er åndedrætsorganerne, svælg, næse, øjen- slimhinderne — alle eller enkelte af dem — angrebne, visse smitsoter har deres væsentligste sæde netop på et af disse steder; i andre er tarmkanalen sæde for sygdommen. Alle afsondringer fra de syge steder indeholder smitstof, som uundgåeligt føres over på den syges hænder, ansigt, tøj, sengklæder osv. Fra hænderne uddeles det til alt, hvad den syge rører ved, til andre personer ved håndtryk eller anden berøring, fra munden overføres det ved kys eller til kopper, glas og andre brugsgenstande, og alt dette sker desto mere, jo mindre renlig den syge og dens omgivelser er. I ni af ti tilfælde er det den raske persons hånd, der modtager smitstoffet, fra hånden føres det lettelig til munden, øjnene, næsen, altså netop til de for smitte mest mod- tagelige steder af legemet. Mund, næse, øjne osv. er således i en stor mængde smitsoter den hyppigste indførsels- og udførselsvej for smil- len, og hænderne, den syges og den raskes, den vigtigste smittespreder. Men smitstoffet kan også nå til de raske ad omveje; som allerede nævnt kan det sætte sig på brugsgenstande, drikke og spiseredskaber ikke at glemme, og med disse bringes videre. Det kan tilblandes til fødemidler som mælk, kød osv., når de, der passer den syge, også behandler disse fødemidler og ikke er renlige med deres hænder og øvrige person. Drikkevandet kan besudles af smilteholdige ekskre- menter, når disse uden at være desinficerede kastes ud på mødding eller nedgraves på steder, hvorfra de med regnvandet kan sive ned i grunden. Tidligere frygtede man meget overførelse af smitte gennem luften, eller rettere fra det støv, der svæver i luften, og hvis støvkorn kan bære og hyppigt bærer bakterier. Denne smittevejs betydning er dog betydelig mindre, end man formente; støvkornenes bakterier er sikkert sjældent sygdomsvækkere, og da kun i lukkede rum, aldrig i fri luft. Derimod spiller den spredning af smitten, ved hvilken uendelig fine dråber eller vædskeblærer slynges fra den syges mund, næse og svælg under hoste, nysen, hidsig tale osv., en stor rolle i alle de sygdomme, der har deres sæde i åndedrætsorganerne, næse og svælg. (Flügges dråbespredning.) Når en smitsot er overstået, er sygdommens bakterier tilintetgjorte og findes ikke længere i legemet. Det vil sige i de fleste tilfælde. I