Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

157 uden at vide af sig selv og dog tilsyneladende handlende fornuftigt. 29 pct. af epilepsierne bryder ud før det 10de år, 46 pct. mellem det 10de og 20de år, de fleste ved puberteten. Skolen får derfor ofte at gøre med epileptikere. De er uhyggelige gæster i skolen, svære anfald gør et stygt indtryk på kammeraterne, og lette anfald kan en skønne dag afløses af svære. Den forvirring, der kan komme efter et anfald, kan være yderst farlig for omgivelserne ved sin pludselighed og sine hensynsløse udslag; den kan også ytre sig som forvirrede handlinger af ikke voldsom art, der udføres som af søvngængere uden hensyn til, hvem der er nærværende. Der er epileptikere, hvis anfald er så lette og så sjeldne, at de nok kan tåles i normalskolen; men forværres an- faldene må de fjernes. Svære tilfælde kan kun være på epileptiker- hjem. I gymnastik og svømning må ingen epileptiker deltage. Får en epileptisk elev et anfald på skolen, i en skoletime, skal man sørge for, at han bliver lagt ned på gulvet, skal støtte hans hoved eller lægge et blødt sammenrullet klædningsstykke under det. man skal for- sigtigt skyde et tykt penneskaft eller en lignende trægenstand ind mel- lem tænderne, for at han ikke skal bide sig i tungen, men man må ikke brække kæberne fra hinanden med skaftet af en ske eller anden metalgenstand, der kan gøre tænderne skade. Efter anfaldet skal han være i ro, til han vågner af sig selv; men han må ikke lades alene, en voksen person må holde vagt over ham. Den folkelige forestilling, at kramperne ophører, når tommelfingeren udløses af det tag, hvormed de andre fingre i reglen omslutter den (»krampefingeren«), er selvfølge- lig meningsløs. Åndssvage børn. Når mangler og fejl i de sjælelige evner er med- fødte eller opståede meget tidlig i livet, kaldes det åndssvaghed. I vir- keligheden er det en klassifikation uden dybere betydning; thi den medfødte sjælelige brøst skyldes altid enten sygdom hos fosteret eller sygelig tilstand af moderens (faderens) nervesystem, der har givet bar- net et svagt udviklet, dårligt arbejdende nervesystem i arv — altså de samme årsager, der senere hen i livet frembringer de forstyrrelser i de sjælelige virksomheder, som kaldes sindssygdom. Tydeligst ses græn- sernes vaghed, når man sammenstiller de åndssvage med dem, der sy nes normale og flinke i den første del af livet, før den højeste udvik ling af de sjælelige evner er begyndt, og før livet stiller større krav til dem, men hvis evner knækker sammen, og hvis åndelige udvikling stopper op, når skridtet skal gøres over pubertetens tærskel til den voksne alder. Det endelige resultat, billedet af et fra fødslen åndeligt svagt individ og et, hvis udvikling er standset på halvvejen, er i mange I ilfælde ikke væsentligt forskelligt.