Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

171 at underrette forældrene om, hvad det fejler, og give anvisning på, hvor hjælp kan fås. Men der er altid en del forældre, som ikke følger disse formaninger, just ikke af ligegyldighed, men fordi der ved at ledsage barnet til en længere varende behandling går så meget tabt af den lid, der skal bruges til at erhverve føden for sig og børnene. I Folke- skolen halter derfor skolelægens virksomhed, hvis den kun er vej- ledende og påmindende; han bør selv kunne tage de lidelser i kur, der forsømmes og trods påmindelser ikke kommer under behandling — forsåvidt de ikke kræver sengeleje. Denne behandlende virksomhed kræver skoleklinikker, således som de er oprettede i talrige byer i England, og skolesygeplejersker, hvis opgave er i klinikken at udføre den daglig sig gentagende behand- ling af de børn, der er i kur. I England, hvor skoleklinikkerne*) har gjort umådelig gavn, samles i de mindre byer hele den polikliniske virksomhed i én klinik; i de større byer er der i flere bydele oprettet klinikker, der hver er det polikliniske centrum for en større gruppe omliggende skoler. Behandlingen omfatter øjen-, næse--, hals-, hud- og tandsygdomme og udføres dels af skolelægerne selv, dels af specialister. Bestyrelsen af den polikliniske virksomhed er' altid lagt i hånden på en »ledende skolelæge«, for hvem de børn frem- stilles, som ønskes anbragte i specialskoler eller i abnormanstalter, og han afgiver kendelse om dem til brug for skolemyndighederne. I kli- nikkerne modtages også børnenes forældre til rådslagning om forholds- regler overfor sygdomme, der ikke kan behandles i klinikken. Syge- plejerskerne kan på mangfoldig måde støtte skolen i dens bestræbelser for at bøde på de svage børns helbred; ved besøg i hjemmene kan de skaffe nyttige oplysninger om forholdene der, og ved samtaler med forældrene kan give dem råd om plejen af de syge børn og vise dem vejen til hjælp. Men i de sjeldneste tilfælde er disse børn tilstrækkeligt hjulpne ved poliklinisk behandling. Mange er underernærede og lider foruden af de lokale sygdomme af en eller flere af de i det foregående nævnte kroniske sygdomme eller af svækkelse efter akute sygdomme. Derfor skal folkeskolen kunne bespise de børn, der ikke får tilstrækkelig mad hjemme, og som kommer sultne på skolen; ti hvad nytter det at undervise sultne børn? Og der skal være Skolesanatorier for de svage- lige børn og Friluftskoler for rekonvalescenter fra sanatorierne og I or børn, der vokser op i så slette sanitære forhold, at deres helbred lider derunder, men som dog er istand til at modtage undervisning. Disse fordringer lyder store i danske øren, og omkostningerne derved ‘) Se min afhandling: Skolekliniker i England. Månedsskr. f. sundhedspi. 1915.