Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

25 dem; thi de unge, navnlig de unge mænd, har megen finfølende sky- hed i kønsforholdet. Onanien er, såvidt vides, mere almindelig mellem drenge end mel- lem piger, men hos drenge i de fleste tilfælde kun et flygtigt fænomen uden nogen betydning, hverken for sundhed eller moral, uundgåelig, hvor mange drenge er samlede, og i en kultur, i hvilken det sandseligt erotiske dukker frem overalt med lokkende billeder. Onani hos pige- børn er næsten altid tegn på degeneration med sygeligt forstærkede, abnormt tidlig vakte seksualfornemmelser. Fordringen om, at der i skolen skal'gives seksuel undervisning, cr sikkert udsprunget af ædle motiver: men visse sider af sagen synes mig ikke skarpt gennemtænkte. Dens omfang fastsættes af forkæm- perne til: belæring om forplantning, om menstruation, om fosterets udvikling, svangerskabet og barnets fødsel. Endvidere om kønslivets betydning for individet og advarsler mod perversiteter; om kønssyg- domme og deres alvorlige følger for individet, afkommet og samfundet. Hensigten med undervisningen skal, foruden den nyttige kundskab, der gives om kønsfunktionen og om farerne ved letsindighed og løs- agtighed i dette stykke, være ved åben tale at modarbejde de dulgte meddelelser, der går barn og barn imellem, og bekæmpe den usunde interesse for kønslivet, som menes netop at få næring ved de voksnes sky for at tale om kønsforholdene med børnene. At fysiologisk fremstilling af grundtrækkene af forplanteisen ført lige til menneskets forhold bør være en del af naturhistorie- undervisningen, og at oplysninger om farerne fra de smitsomme kønssygdomme skal tages med i den undervisning om sundheds- betingelser og sygdomsårsager, som nu sjældent savnes i skolen, derom kan alle blive enige. Kun vil udbyttet deraf i folke- skolen svækkes ved den unge alder, i hvilken skolegangen ophører. Var besøg i fortsættelsesskoler reglen og ikke som nu undtagelser, burde denne undervisning henlægges dertil, thi den rette alder derfor er omkring det 16<le år. Men et forfængeligt håb er det, at de unges indbyrdes tale om kønsforholdene og den usunde interesse derfor vil indskrænkes, fordi sagens naturhistoriske side lægges på bordet. Det ei ikke dette, de unges tanker kredser om, det er ikke forplantningen, men kønslivets sandselige udslag, hvis idé de med større eller mindre hidsig trang efter deres forskellige temperament drages af. Men den side al sagen kan ikke gøres til genstand for undervisning. Og hvad vilde den så også nytte! Ligesom pigebørn, der ikke er varskoede om menstruationens komme — det er nu ikke mange, der ikke ved besked derom i for- vejen — kan blive meget forskrækkede derover, således kan drenge