Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

36 og nedskrev resultatet med venstre hand. Beskadiges et parti af venstre sides isselap, lider evnen til at udføre fint håndarbejde, og alle håndens bevægelser bliver kejtede, uden at der er lanihed. I de senere tider har den mening lundet tilhængere, at der begås en fejl i opdragelsen ved den udelukkende indøvelse sil de fleste fæi- digheder med højre hånd, og at den deraf følgende henlæggelse al vigtige hjernefunktioner til venstre hemisfære er at betragte som en misdannelse. Man mener, at forsømmelsen af venstre hånd fører til en indskrænkning af åndevnernes omfang og fylde, og henviser til, at nogle af de største kunstnere: Lionardo da Vinci, Diirer og flere andre brugte venstre og højre hånd lige godt. Man har fordret, at børnene skal øves i at skrive og tegne både med højre og med venstre hånd (Ambidekstri), og forsøget er gjort med held f. eks. af Liberty Tadd. Tanken er ikke rigtig; venstre hånd er ikke ledig ved højre hånds arbejde, ligeså lidt som smedens tang er ledig, fordi slaget kommer fra hammeren. Er venstre hånd syg og ikke kan hjælpe højre, mær- kes bedst værdien og nødvendigheden af samspillet mellem dem ved skrivning og ved ethvert håndgreb. Udviklingen går normalt hos 1,«arnet fra større eller mindre ambidekstri til unideksteritet, og deUe udvikles mere og mere, jo videre specialiseringen og færdigheden dri- ves. Smedley fandt hos skolebørn i Chikago, at de bedst begavede var mere unidekstre end gennemsnitsbørnene, disse mere end fuksene og disse igen mere end sinkerne. Alt taler for, at alle sjælelige evner er lokaliserede og har deres centrer i de afsnit af hjernebarken, i hvilke de associative virksom- heder foregår; personlighedens enhed fremkommer derfor sandsynlig- vis ved samvirken mellem associationsområder med forskellig funk- tion, og spaltninger i personligheden forklares utvunget derved. Skøndt dette foreløbig kun hviler på gisninger, får disse dog stor støtte ved den kendsgerning, at efter sin bygning falder hjernebarken i velaf- grændsede felter; indenfor hvert felt er både celleformer, cellestørrelse, cellernes ordning og associationstrådenes fordeling den samme, men forskellig fra de andres. Man har allerede længe vidst, at bygningen af hjernebarken indenfor bevægelses-, sanse- og føleregionerne hver især har sin egen type; at der i bevægeregionen findes store pyramide- formede celler, fra hvilke projektionsbanernes axoner udgår, og til hvilke ingen tilsvarende findes i sanseregionerne; at der i syns- regionen findes stjerneformede celler, som menes at være dem, der modtager synsindtrykkene osv. Men nu er hele den store hjernes overflade »kortlagt« i felter, hvert med sin særlige bygning (Ramon y Cajal, Brodtmanri). Lignende forskelligheder findes i bygningen af pattedyrenes hjernebark, men hos intet findes der så mange indbyrdes