Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

41 Forrykkes ligevægten ved en bevægelse eller stillingsforandring, så ikke blot forfejles bevægelsens mål, men individet udsættes for fare, ofte endog for livsfare. Det er den lille hjerne, til hvilken den vigtige kontrol med ligevægten er betroet, og med den ringe understøttelses- flade, menneskets oprette legeme har, stemmer godt den stærke udvik- ling, denne hjernedel har. Den lille hjerne er stor hos alle hvirveldyr, hvis bevægelsesart let medfører ligevægtsforstyrrelser ‘^flyvende, svøm- mende dyr), men lille hos dem, hvis tyngdepunkt har en bred grund- flade til understøttelse (lavbenede, krybende dyr). Til den lille hjerne går mægtige ledningsbundter, som til den fører føleindtryk fra alle le- gemets dele, især fra underekstremiteterne; gennem dem bringes bud om ledfladernes stilling til hinanden, om spændingen i muskler og sener og i leddenes bånd; dernæst går der ledninger til den fra de hjernecen- trer, der styrer øjnenes bevægelser, og fra ørets labyrint (buegangene og forgården), der som bekendt er et apparat, der signaliserer legemets stilling til de lodrette og det vandrette plan. Fra den lille hjerne går der store bundter af ledningsbaner til den store hjernes barklag, og ad denne vej underrettes bevidstheden om legemsdelenes stilling. Også axonerne i projektionsbanerne fra hjernebarkens bevægeregion sender undervejs sidegrene til den lille hjerne (gennem kærner i mellem- hjernen) , og man må antage, at den ad denne vej får underretning om de vilkårlige bevægelsesimpulser, samtidig med at de udsendes. En- delig er alle afsnit af den lille hjerne indbyrdes forbundne ved et meget tæt net af associationstråde, og det samlede billede af disse ledninger giver et svagt indtryk af den sikringstjeneste, den lille hjerne udfører til ligevægtens vedligeholdelse. Når sygdom eller vold rammer den lille hjerne, bliver gangen ravende som en fuld mands, og der kom- mer ofte svimmelhed. Hjernen og rygmarven er overdådigt forsynede med blodkar, thi den aldrig hvilende virksomhed kræver stadig og rigelig ernæring ved tilførsel af iltrigt blod; blot et sekunds afbrydelse af blodstrømmen til hjernen frembringer bevidstløshed. Utilstrækkelig føde svækker hjernens ernæring, især i de år, da den vokser stærkt. Der er iagt- tagelser, der tyder på, at der under hjernecellernes virksomhed om- sættes ikke alene clet med blodet tilførte ernæringsmateriale, men at der også forburges visse dele af deres væv; i en fuldstændig udtrættet nervecelle forsvinder nemlig den ovenfor omtalte tigroidsubstans (Nissls legemer). Når det forholder sig således, bør hjernearbejdet ikke drives til en sådan yderlighed, at disse celledele helt opbruges; individet skal efter intellektuelt arbejde have tilbørlig hvile, for at organet kan erstatte det forbrugte Stof. Sker det ikke, svækkes hjer- nens funktion; gentager det sig ofte, degenererer cellerne og funktionen