Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

68 3 timer er det højeste, der tør bydes. Lektionerne skal være korte, fritiderne hyppige og lange, der må agtes vel på, at børnene ikke trættes, især i den sidste time*), og der må ikke fordres overholdt en stræng, stram disciplin. Hjemmearbejde skal selvfølgelig aldrig gives disse børn, der endnu ikke formår at arbejde på egen hånd. Hvis den fra middelalderen nedarvede praksis, al undervisningen skal be- gynde med læsning og. skrivning, blev aflivet, vilde undervisningen i den første klasse bedre stemme med mange af de nyoptagnes udvik- ling. Alf. Lehmann mener, at disse fag uden skade kan udsættes, indtil den spontane trang til at lære dem indfinder sig. Mine her fremsatte meninger står i skærende modstrid med de erfaringer, den italienske læge og børneforsker Maria Montessori har gjort om børn i alderen fra halvtredje til syv år og med de opdragel- ses- og oplæringsresultater, som hun er nået til ved det system, hun anvender i de af hende oprettede småbørnsskoler »Case dei bambini«. Hun gør i kort tid sine små elever til beherskede, disciplinerede væ- sener, der bevæger sig lydløst, fører sig med ynde, aldrig skriger op eller gør støj, taler i sirlige vendinger, beskæftiger sig roligt med det arbejde, de sættes til, aldrig slår itu, aldrig griser sig til; når de er 4—5 år gamle, kan de skrive sammenhængende sætninger; når de er 5—6 år, kan de læse; når de er 6—7 år, kan de regne de 4 regnings- arter. Hun siger selv, at hun bygger sin metode på at give børnene frihed, og de har i hendes skoler også frihed til en del, som ellers forbydes skolebørn, f. eks. at vælge deres plads, hvor dc vil, at sidde på en lille stol eller sidde på gulvet, indenfor en vis grænse at vælge, hvad de vil beskæftige sig med. Men i virkeligheden er de under den mægtigste tvang, kun er de midler, hun bruger til at bøje barne- naturen, milde og blide. Der er ingen grund til at tvivle om, at hun opnår de resultater med sine små elever, hvorom hun fortæller; men der kan rejses stærk tvivl, om det er sundt for børn i denne alder at blive ført ind i så energisk åndelig virksomhed, om det ikke er imod naturens orden. Aber og hunde kan jo også afrettes til at udføre ting, som er imod deres natur, og Maria Montessoris væsensejendom- melighed synes mig netop at være »la grande dompteuse«. Betragter man fotografier af Montessoribørn ved deres arbejde, slås man af det anstrængle udtryk og den glædeløshed, der er over dem. Barnenaturen kvæles, og det undrer en ikke, at besøgende ved synet af disse børns *) Ved et besøg i en af kommuneskolernes yngste klasser så jeg børnene beskæftigede med deres tavler. På mit spørgsmål, hvad det var, de foretog sig, svarede den prægtige, gamle lærerinde: »Aa, det er sidste time, så lader jeg dem altid tegne krads paa tavlen; de er for trætte til andet«.