Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

159 16—20 Pd. lufttørt Træ. Afstanden mellem Rist og Pandebund er 24—28" for Steenkul, 22—24" for Torv, 28—30" for Træ. Risten eller Ristene anbringes under den smalle Ende af Panden, og Røgen enten circulerer i Canaler adskilte ved Muurtunger eller breder sig frit un- der Pandebunden, som da støttes af fritstaaende Piller; den sidste Maade giver i samme Tid mere Salt af et lige stort Pandeareal, men kræver mere Brændsel. Ikke mættet Saltlud indkoges først til Mætning, hvorved udskilles Saltslam (Salt, svovlsuur Natron-Kalk og ofte kulsuur Kalk, Jerntveiltehydrat og organiske Stoffer), og den klarede, mættede Lud a fdamp es derefter til Krystallisation. Kogsaltet udskiller sig i Overfladen som svømmende, tragtformede Krystaller, der kunne blive desto større, ved jo lavere Varmegrad Afdampningen fore- gaaer; de kunne nemlig da holde sig længere i Overfladen, fordi Ludens Bevægelse er mindre livlig. Det fineste Taffelsalt faaes j derfor ved livlig Kogning, ved dalende Temperaturer faaes efterhånden Smørsalt, Kjøkkensalt og tilsidst ved 55—61° grovt Fiskerisalt. Dampene samles af et Dampfang og bortføres af en Træskorsteen, hvilket, naar der ikke finder Kogning Sted, maa befordres ved Lufttræk henover Panden; Dampfangets nederste Deel dannes derfor af bevægelige Klapper. Ved Paabrænding sætter der sig paa Pandens Bund »Saltsteen«, som er ureent Kogsalt. — Undtagelsesviis benyttes ved Saltkog- ning »Rørpander«, hvor Røgen passerer vide Rør, som ere omgivne af Saltluden. Meget oekonomisk er ogsaa Benyttelsen af Spildevarmen fra Cindersovne, hvorved man dog ikke ganske er Herre over Saltpandens Varmegrad. — Røgen og Emmen fra Saltpanden kan ledes under andre Pander, hvor Saltlud da kan forvarmes, eller den kan benyttes til Tørring af Saltet. Det paa Pandebunden udskilte Salt bliver med visse Tidsmellemrum fisket op i Kurve, Kasser o. desl.,