Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

22 Brændsel. De i Naturen forekommende Sorter Brændsel ere af vegetabilsk Oprindelse og indeholde Kulstof, Ilt, Brint, lidt Qvælstof, vexlende Mængder af hygroskopisk Vand og af uorganiske Stoffer, hvilke sidste ved Forbrændingen blive tilbage som Aske, forsaavidt de ikke danne flygtige For- brændingsproducter (Svovl). Brændslets Varmeudvikling stiger med Indholdet af Kulstof og Brint, aftager med stigende Indhold af Ilt, Vand og Askebestanddele; Vandet skader, fordi det binder Varme ved sin Fordampning. I Naturen findes Træ, Torv, Bruunkul, Steen- kul og Anthracit. og desuden fremstilles ved Forkul- ning Trækul, Tørvekul og Cokes eller Cinders (forkullede Steenkul), sjeldnere Bruun kul-Kul. Af forskjelligt Brændselsaffald formes Briquetter. Ved en Forbrænding af de nævnte Brændsler, hvorved Kulstoffet danner Kulilte, fremstilles Generatorgas, der anvendes i Industrien som Brændsel. Undtagelsesvis bruges Be- lysningsgas, raa Steenolie og Tjære. De Egenskaber, som nærmest komme i Betragtning ved Brændslets Benyttelse, ere a) Brændbarheden d. e. den Lethed, hvormed det antændes og brænder bort. Denne er storrre ved porøst Brændsel, fordi dette lettere gjennemtrænges af Luften og bedre holder paa Varmen, da Ledningsevnen er mindre; fremdeles ved Brændsel, som giver Flamme, og ved Brændsel i mindre Stykker. b) Flammeevnen, som voxer med Brændslets Ind- hold af Ilt og Brint. Lang Flamme giver Brænde og i mindre Grad Torv og nogle Bruunkul; kort Flamme give andre Bruunkul og Steenkul. Men Flammeevnen varierer for hver Classe Brændsel med Sammensætningen. c) Var m e u d v ik 1 i nge n hvorved maa skjelnes mellem 1) den Varmemængde, som udvikles ved Forbrændingen, og 2) den Temperatur, som ledsager den.