Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

25 Brændværdi, 34180° og den fundne Kulstofmængde med Kulstoffets Brændværdi, 8080c, og Summen af disse Pro- ducer giver da Brændslets Brændværdi. Denne Me- thode involverer kun den Feil, som følger med Dulong’s Antagelse. I de senere Aar har man begyndt at anvende 1 m m e- diatanalyse, idet man ved en Forkulning (d. e. Glødning uden Luftens Adgang) og en Bortbrænding bestemmer Mængden af askefri Forkulningsrest, flygtige Forkulnings- producter og Aske. Brændslets Nyttevirkning under Damp- kjedler voxer nemlig for de forskjellige Sorter Steenkul omtrent proportionalt med Forkulningrestens Størrelse. Endeligt benyttes Vandfordampning, idet man bestemmer, hvormeget Vand Brændslet kan fordampe i en almindelig Dampkjedel. Værdien ligger dog langt under den virkelige, medmindre man bestemmer Varmetabet, der lides ved den bortgaaende Røg, ved uforbrændte Brænd- selpartikler i Asken, ved Värmeledning og Udstraaling m. m., hvilket kun er muligt ved særligt hertil construerede Kjedler (Bolley’s Calorimeter). Dertil kommer, at hvert Brændsel i Almindelighed kræver en egen Rist og Kjedel- construction, for at Nyttevirkningen kan være Maximum. 2) Temperaturen ved den fuldstændige Forbrænding- afhænger kun af Brændværdien og Forbrændingsproducternes Vægt og Varmefylde, naar den hele Varmemængde tænkes at meddele sig til Forbrændingsproducterne. Kaldes Brændværdien c, Forbrændingsproducternes Vægt p, deres Varmefylde v, Forbrændingstemperaturen t, da haves (naar Brændsel og Luft tænkes at have Temperaturen 0 °) c — tpv og t = —; Temperaturen vil altsaa være desto høiere, jo større Brændværdien og jo mindre Forbrændings- producternes Vægt og Varmefylde er. I Almindelighed foregaaer Forbrændingen ikke i reen Ilt, men i atmo- sphærisk Luft, hvis Qvælstof ogsaa skal opvarmes, og i Praxis maa man tillede mere Luft end theoretisk nød