Det elektriske Lys
paa Udstilligen i Paris i 1881

10 Det elektriske Lys paa Udstillingen i Paris i 1881. ogsaa er Grunden til, at man har bestemt sig for de Méri- tens Maskine til de franske Fyrtaarne, saa kunne de paa den anden Side ikke maale sig med de bedste af de dy- namo-elektriske Maskiner i Simpelhed, Soliditet og Pris- billighed, ligesom de ogsaa ere forholdsvis større og væg- tigere end disse. Det er disse sikkei’t ikke uvæsentlige, praktiske Fortrin ved de dynamo-elektriske Maskiner, som de kunne takke for deres stærke Udbredelse og for den større Opmærksomhed, der vises dem fra Elektrotekni- kernes Side. Lamperne. De elektriske Lamper deles i 2 Hovedklasser, Bue- lamper og Glødelamper, imellem hvilke der dog ikke kan drages nogen bestemt Grænse, da der findes Lamper, som lige saa godt kunne henregnes til den ene soro til den anden Kategori: disse ere da i det følgende optagne i den Klasse, med hvilken de have mest Slægtskab. ] Buelamperne er det Voltabuen, i Glødelamperne et ved Strømmens Gjennemgang hvidglødende Legeme, som frem- bringer Lyset; undersøges Sagen nærmere, vil det vise sig, at Forskjellen imellem de to Maadei* at. frembringe Lyset paa ikke er saa stor, som den ved en ]øs Betragtning synes, idet Voltabuens Lys hovedsagelig hidrører fra den hvidglødende Tilstand, hvori Kulspidserne og de smaa Kulpartikler, som føres over fra den ene Pol til den an- den, befinde sig. Buelamperne benyttes, hvor man vil have et eller flere kraftig lysende Centra, Glødelamperne, hvor Lyset skal fordeles til talrige lysende Punkter med en mindre Lysstyrke som et eller nogle faa Gasblus. Fra samme Elektricitetskilde o: fra samme Strøm kan man, alt efter Lampens Konstruktion og Strømmens Styrke, føde en eller et begrænset Antal Buelamper, medens Glødelamperne tillade en vidtstrakt Fordeling af Strøm- men til en næsten vilkaarlig Grænse. I alle Lamper benyttes Kul, og da i Regelen kun- stig forarbejdede Kul, som lysgivende Legemer. For- søgene med at anvende tungt smeltelige Metaller, Platin- metaller eller Legeringer af samme, i Glødelamperne have ikke ført til noget praktisk Resultat, idet man ikke har kunnet forebygge Metallets Smeltning. Af kunstige Kul, som benyttes i Buelamperne, nævnes Gaudoins, Carrés og Sautter, Lemonnier et Cie’s som nogle af de bedste. I den nyere Tid har man begyndt at overtrække Kul- stængerne ad galvanisk Vej med et tyndt metallisk Lag, i Regelen Kobber eller Nikkel, og Forsøgene have vist, at saadanne Kul, især de forniklede, brænde ikke saa lidt langsommere end Kul uden Metalovertræk, hvilket ikke alene er en økonomisk Fordel, men ogsaa medfører det Gode, at man ikke saa hyppig skal skifte Kul i Lam- perne. Metalliseringen skal tillige forøge Kullenes Led- ningsevne og have Indflydelse paa Lysets Farve. I min tidligere nævnte Afhandling i den tekniske Forenings Tidsskrifts 2den Aargang er der givet en Over- sigt over Lampernes historiske Udvikling, hvorfor jeg her skal indskrænke mig til en Fremstilling af de nyeste Fremskridt paa dette Omraade paa Basis af, hvad der fandtes paa Pariserudstilliiigen. A. Buelamper. Da Lyset udvikles imellem to Kulstykker, der ere fjærnede fra hinanden til en af Strømmens Kvantitet og Spænding samt af Mediet, hvori Lyset brænder, afhængig Afstand, og da Kullene efter- haanden fortæres, ved ensrettet Strøm det positive Kul dobbelt saa hurtig som det negative, maa der enten ved en i Lampen anbragt, selvvirkende Reguleringsmekanisme eller ved Kullenes indbyrdes Stilling sørges for, at den rette Afstand imellem Spidserne bevares under hele Brænde- tiden. Man kan herefter dele Buelamperne i to Under- afdelinger, nemlig Buelamper ined og uden Regulering. Som en tredje Underafdeling kan nævnes Haandlam- perne, hvor Kulspidsernes Afstand passes ved, at man med Haanden drejer paa en Stilleskrue, der er sat saa- ledes i Forbindelse med Kulholderne, at Spidserne sam- tidig kunne nærmes til eller fjærnes fra hinanden; disse Lamper benyttes en Del i militære Øjemed og til '] he- aterbrug. a. Buelamper med Regulering, de saakaldte Re- gulatorer , hvor Kulstykkerne ere stillede i hinandens Forlængelse, vare de første elektriske Lamper, som fik nogen egentlig praktisk Anvendelse, efter at Foucault i 1848 bavde paavist, at Strømmen selv kunde besørge Reguleringen af Afstanden imellem Kulspidserne, hvilket Princip ligger til Grund for alle Regulatorers Konstruk- tion. De kunne deles i Regulatorer til enkelt og til delt Lys, eftersom Reguleringsmaaden gjør det muligt, at kun en enkelt eller at flere Lamper næres af den samme Strøm. En god Regulator maa ikke alene kunne funktionere paa en tilfredsstillende Maade o: tænde sig selv, naar Strømmen indledes i den, bevare den rette Afstand imellem Kulspidserne uden pludselige Bevægelser i Meka- nismen, som gjør Lyset uroligt, og, om det forlanges, f. Ex. ved Benyttelsen af Hulspejle og Linser holde det lysende Centrum paa samme Sted i Rummet, men den maa til- lige være indrettet paa en Brændetid af mindst 3 — 4 Timer, uden at Kullene skulle fornyes, den maa inden for visse Grænser kunne indstilles efter forskjellige Strømstyrker, den maa være simpel og billig, og dens Mekanisme maa være beskyttet mod ydre Overlast. En Regulator bliver dog altid et mere eller mindre kompliceret Apparat, som kræver en vis Hensyntagen fra Brugerens Side, og det maa derfor betragtes som et stort Fortrin ved flere af de nyere Regulatorer, at man ved deres Konstruktion har bestræbt sig for at parre Simpelhed med Soliditet og at indskrænke den indre Mekanisme til det mindst mulige. Der existerer talrige Forslag til saadanne Apparater, hvis Beskrivelse vilde blive et vidtløftigt Arbejde , hvorfor jeg kun skal fi-emhæve, hvad der formentlig har mest Interesse. De fleste Kegulatorar ere indrettede til ensrettet Strøm og da som oftest konstruerede saaledes, at begge Kulstykkerne bevæge sig samtidig under Reguleringen, det positive, som i Regelen er øverst, dobbelt saa hurtig som det negative, saa at Lysbuens Plads i Rummet for- blivei' uforandret. a- Regulatorer til enkelt Lys (régulateurs monopho- ies). Princippet for Reguleringen er følgende: En meka- nisk Kraft, enten et Urværk eller i Regelen Vægten af den øverste Kulholder, søger stadig at nærme Kulspidserne til hinanden, men modarbejdes heri af den elektriske